Det er nytårsmorgen, tømmermændene dunker (hos nogen, ikke hos mig, øv bøv bussemand) og jeg bruger et par øjeblikke til at kontemplere højdepunkterne i det år, der netop er begyndt. Det første kommer jo allerede på DR1 klokken 13:40 med nytårsskihop. Senere på året følger Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège, Tour de France … og så er mit mæthedspunkt for sport nok også nået.
Øllene vil til gengæld nok sive ind lige så stille på samme måde, som de har gjort det sidste halve år, og jeg glæder mig til at underholde, og til tider kede mine læsere med ekstensive beretninger derom. Lige nu er det mig mere presserende at kigge lidt tilbage på det øl-år der gik, og opregne nogle højde- og ikke mindst lavpunkter på min rejse gennem de danske supermarkeders tilbud på øl af divergerende kvalitet.
Jeg vil starte med det gode først. Positive anmeldelser er mere trivielle og kedelige at skrive, og jeg regner derfor også med, at de er kedeligere at læse, end de dårlige anmeldelser.
Det er jo ikke et helt års øl, der er blevet berettet om i min ølblog. Som bekendt startede den i starten af juni måned, så den har faktisk kun lige over et halvt år på bagen. Det er dog bestemt ikke uvigtigt, at jeg længe før havde gået og rodet med tanken om at starte en ølblog. Jeg vil starte med at fortælle om de øl, der endelig fik mig til at få fingeren ud, og som jeg altså smagte på kort før, jeg oprettede bloggen.
Denne øl prøvede jeg en lille mundsmag af til årets danske mesterskaber i sækkepibe på kristi flyvefartsdag. En mundmag var nok – så var jeg solgt. Den nærmest eksploderede som et festfyrværkeri af aromatisk sødme. Det var som et stalinorgel, der sendte den ene sprængning af smagsraketter efter den anden ud i mundhulens rum, og det ville ingen ende tage. Det bedste af det hele var, at da jeg prøvede den igen et halvt års tid senere var det ikke anderledes. Den var præcis så god som jeg havde husket, og den står fortsat som den største enkeltoplevelse i år. Denne øl lærte mig, at øl ikke bare smager af noget. Det kan også spille en endda overordentlig stor rolle hvordan en øl smager. Hver tår af denne øl smager bogstaveligt talt flere gange, når den sender den ene smagskaskade efter den anden ud i mundhulen. Oplevelser som Næsgaarden Økologisk Brown Ale bør man efter min mening spare på. Både fordi jeg tror, at en øl som den nemt kan gå hen og blive kvalm, hvis man drikker mere end én ad gangen; fordi det faktisk er synd for det gode øl, at blive brugt til andet, end virkelig at blive nydt og ikke til at drikke sig besoffen i; og endelig fordi den simpelt hen er for dyr.
Der er trods alt en grund til, at der findes standardøl. Øl, der bare er gode at drikke for deres læskende, tørstslukkende egenskaber uden for mange dikkedarer. Faren ved disse øl er selvfølgelig, at de nemt bliver tynde og ligegyldige. Det er en svær balancegang at finde det rigtige forhold mellem smag og læskende egenskaber. Hvis der er for meget af det første, går det nemt ud over det andet og vice versa. I Flensburger Kellerbier har jeg fundet noget nær den perfekte balance mellem en ganske sofistikeret smagssammensætning og letdrikkelighed. Det er en læskende øl, der samtidig har et velafstemt indhold af søde, bitre og endda syrlige aromaer, så man både får slukket sin tørst og trænet smagsløgene. Dette har gjort denne øl til husets øl – indtil videre i hvert fald. Husk at drikke den ved 8-12 grader – ellers smager den ikke af meget. Efter også at have prøvet denne øl med stor begejstring før ølbloggen gik i luften, var min oplevelse anden gang en noget anden. Netop fordi jeg drak den for kold. Skuffelsen var meget tæt på, men efter at have ladet den stå lidt, endte oplevelsen med at være næsten den samme.
Jeg ved, den kan erhverves i Ren Kost i Jægergårdsgade i Aarhus formedelst ca. 12 kroner. Det er ikke for meget, når man ikke drikker mere, end jeg gør, og i forhold til, hvad man ellers giver for udenlandsk øl af den kvalitet, er det faktisk billigt.
Begge de to første øl er i øvrigt økologiske, hvilket kun er et ekstra plus. Min begejstring for disse øl er først og fremmest baseret på deres gode smag – men det er da kun endnu bedre, at de kan nydes med god samvittighed.
Den måske største overraskelse – ikke mindst i betragtning af KpK-værdien (Kvalitet pr. Krone. Desværre er det ikke muligt at udregne denne værdi eksakt på samme måde som PpK-værdien (Procent pr. Krone). PpK-værdien er vellidt blandt punkere og gymnasieelever til at vise, hvordan man bliver mest fuld for så få penge som muligt. KpK-værdien angiver på samme måde, hvor meget kvalitet man får for pengene, men i modsætning til alkoholprocent findes der ikke en objektiv målestok for kvalitet. Det må være op til den enkelte ølkender at opdigte et indekstal for kvalitet) – var denne øl. Jeg erhvervede et mindre parti i Kvickly formedelst 6 kr. pr. styk. Uden de store forventninger åbnede jeg én – og var selv solgt. Øl af den kvalitet betaler man rask væk 20 kr./0,33 l for, men åbenbart ikke i Kvickly. Benyt jer af det, så længe I kan. Når Kvickly opdager, hvor god den er, holder tilbuddet garanteret op.
Jeg synes, jeg skylder læserne en lille opfølgning på de i december testede juleøl. Blandt disse var KB Julebryg, aka. nisseøl en klar vinder. Kun denne leverede den nødvendige sødme og fyldighed, der egner sig til julemad. Praktisk taget alle andre juleøl var for pilsneragtige og bitre til at egne sig til flæskesteg, and, brune kartofler, rødkål og alt det andet gode, der hører julen til. Til gengæld har der været nogle øl, der ikke officielt er juleøl, der kunne være ganske egnede. Jeg husker føromtalte Brown Ale fra Bryghuset Braunstein, samt 1795 Dark fra det der tjekkiske bryggeri med det svære navn.
Såvidt højdepunkterne. Det har ikke kun været en fryd at være ølblogger. Ind imellem har det føltes som en prøvelse, når en blanding af pligtfølelse og naiv nysgerrighed efter at undersøge, hvor skidt noget øl er, har drevet mig til at hælde obskure bryg i mig, der egentlig kun burde høre keltiske heksekedler i middelalderen til.
I det hele taget var spritterøllene ikke nogen fornøjelse at binde an med. Men af alle de mere eller mindre brandfarlige hovedpineakkumulatorer, der var at finde i supermarkedernes udvalg af skatteklasse 3-øl, stod Brutalis fra Harboe Bryggeriet virkelig ud som den absolutte bundskraber. Læserne kan selv finde anmeldelsen igen, så jeg skal ikke gentage mine tirader om, hvor grimt den smager. Blot vil jeg gentage, at jeg simpelt hen ikke forstår, hvordan et bryggeri kan være det bekendt – ikke kun over for kunderne, men så sandelig også over for sig selv – at lave så ringe øl.
Flerstrenget markedsføring, hvor fx en film eller tv-serie bliver til en industri af legetøj, musik, køkkenredskaber og selvfølgelig slik (ofte forklædt som levnedsmidler) har med Klovn-øl haft sit indtog i Danmark. Men hvor man tit kan diskutere, hvorvidt produkterne er gode nok, eller underlødige i forhold til det, de reklamerer for, må man med Klovn-øl sige, at man har fået et produkt, der nærmest 1:1 passer til det, den er brygget over. Klovn er som bekendt en aldeles antisjov, uinteressant og kvalitetsfri TV-serie. Præcis det samme må man sige om brygget – fuldkommen uden kvalitet af nogen art, totalt uinteressant og ikke noget, der vækker grin – måske bortset fra skinger, hånlig klovnelatter.
Denne lidt stærke pilsner viser ingen særlige meritter udi smag eller aroma. Det kan derfor undre, hvorfor den år efter år er så populær, men det skyldes formentlig en meget sikker og genkendelig markedsføring fra bryggeriets side. Denne markedsføring har imidlertid kammet fuldstændig over, og er blevet langt mere lummer en folkelig. Det er ikke bare ærgerligt – det er forkasteligt og denne øl er fra min side – som den eneste indtil videre – boycottet indtil markedsføringen laves om.
Men årets største skuffelse … Ølåret 2010’s absolutte lavpunkt … Lavdespringeren under alle lavdespringeren var nu alligevel Tuborg Lime Cut. Det er simpelt hen den ringeste øl, jeg nogen sinde har prøvet. Det kan godt være, at Brutalis smager grimmere, men den smager da i det mindste af noget. Det gør Tuborg Lime Cut ikke – faktisk er den et meget godt bud på, hvordan vand kunne smage, hvis det blev fortyndet. Tuborg Lime Cut falder på, at den er så ganske aldeles ligegyldig. Den er spild af kostbar rum i universet, den er unødigt slid på de øjne, der kommer til at kaste et blik på den, den er en hån mod vand, og alt der er stærkere end vand, den er kort sagt øllets svar på Jane Aamund, hvidt toastbrød, Mariah Carey, Celine Dion, Medina, og Burhang.
Michael Endes ‘Ingenting’ fra Den Uendelige Historie var engang den mest uhyggelige og effektive beskrivelse af, hvad ingenting er. I 2010 blev han overhalet indenom af Carlsberg.
Et godt ølår 2011 starter med, at katastrofen Tuborg Lime Cut ikke gentages. Godt nyt ølår, allesammen!
