Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Mirror Pond Pale Ale, Deschutes Brewing Co.

Frugtkompot FTW!

Det er ikke tit det sker, men i skrivende stund er jeg faktisk bagud med indlæggene. Jeg har drukket hele to øl, før jeg er løbet til tasterne. Det sker sjældent, og jeg prøver generelt at undgå det, men ind imellem vil omstændighederne det sådan.

I går aftes stod den på Mirror Pond Pale Ale fra det amerikanske Deutsches … Ahem! Deschutes Brewing Co., som jeg vist fik skrevet en masse farligt vrøvl om sidst. Men det kan vel lære bryggeriet ikke at lægge mistænkelige spor ud i årstallet for deres grundlæggelse, vælge et navn, der er et anagram med ‘Deutschland’ og så i øvrigt lade være med at lade Fakta have den som del af sortimentet, når kæden ellers forsyner den danske befolkning med amerikanske specialbryg som Heinrich Himmler forsynede sin fører med cyanid.

Og ja! Vittigheden er god nok til at blive fortalt to gange. Ikke mindst når man skriver det med kursiv. Så bliver alt man påstår omgående mere sandt. Nemlig!

Vel, Deschutes Porter, Black Butte, var ikke noget at råbe højt hurra for, og jeg kan allerede nu afsløre, at det har hævet bryggeriets agtelse hos mig betragteligt, at de også laver andre øl, end den. Mirror Pond er som det mere end antydes i navnet en pale ale, ofte med vægt på de søde ølnoter frem for de særskilt bitre, som man kender dem fra India Pale Ale-stilen. Dette bekræfter bryggets bouquet, der er ganske kraftig, metallisk forfriskende med søde toner af ingefær og hyldeblomst. Det blege i brygget skyldes, at der stadig er mange bryg, der er væsentligt mørkere, men i sig selv er det kraftigt kobberrødt med gyldent skum, næsten en ren nat i sammenligning med vanligt dansk pilsnersprøjt.

Ikke at dette bryg skal stå i skyggen af min favoritøltype, IPA, men nu hvor sammenligningen er påbegyndt, hvorfor så ikke bare gøre den færdig? Ja, det var et retorisk spørgsmål. I sammenligning med de krast bitre IPA’er er dette bryg venligt og rart. Men heldigvis ikke mindre karakterfuldt. Fuld af fylde er det også med en pimært syrligt-sød smag af efterårets modne æbler og ferskner, flankeret af den prikkende syrlighed som man kender den fra grape. Føj dertil bitterhed af appelsin og usaltede pistacienødder og man har alletiders frugtkompot … i en lethåndterlig glasemballage.

Lettilgængelig og letbenet er den. Man skal virkelig ikke kunne lide øl, for ikke at finde behag i denne vederkvægende og velsmagende perle – og for kenderne er der med den rigelige fylde, den rene, hårde smag, den metalliske friskhed og ikke mindst det komplekse og mangeartede smagsbillede også en masse at komme efter.
4-en-halv-stjerne

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 10. juli 2016 — 23:17

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme