En læser er gået bort …
Det var noget af et chok, da jeg i går erfarede, at Jan Monrad – min spæde ungdoms store helt, komiker, tegner, emaljeskilts- og ølentusiast – pludseligt var gået bort.
Vores allesammens Jan – eller Mogens, for han var langt henad vejen identisk med sit Alter Ego fra hans, og kollegaen Søren Rislunds bizarre univers – er ikke længere. Sorgen, tabet og følelsen af tomhed er ikke bare stor i virkelighedens verden, men så sandelig også i Pladderballe, Ubehage og Væmmelse Nørmark.
Det er svært helt at forstå, hvilken gennemslagskraft Jan Monrad faktisk havde. Når jeg tænker tilbage, rækker hans indflydelse på mig jo længere tilbage end tiden omkring udgivelsen af Hundestjerner Hasteindlagt (jeg fik pladen i julegave i 1990 – og var fra da af helt solgt). Det var vel i TV-programmet “Hund og Hund imellem”, at jeg lærte duoen at kende ved navn, men flere år før det, i folkeskolens lavere klasser, gik vi jo allerede rundt og benyttede enhver lejlighed til at udbryde “læjerlap” – gerne uden for enhver meningsgivende kontekst.
Mange af Monrad & Rislunds skøre indfald er blevet fælleseje og en del af den kollektive kulturelle bevidsthed. Deres figurer, deres rekvisitter, deres replikker – alt sammen er det gledet ind i dagligdagskommunikationen, og er blevet en naturlig del af den måde vi formulerer os på. Man bemærker knap nok længere, at når man ‘næsten ikke kan få luft’ eller man ikke kan ‘åbn-dn’ eller at Jesus er ‘ham oppe fra kommunen’, så er det noget, der havde sit udspring i Monrad & Rislunds knudrede hoveder.
Jan Monrad var som nævnt også ølentusiast, og jeg ved, at han faktisk jævnligt læste min blog. Da det første sæt Pladderballeøl kom i butikkerne anmeldte jeg dem alle fire. Jeg dristede mig til at sende ham linket til anmeldelsen, og det blev den første af en håndfuld gange, vi skrev sammen. Den sidste gang jeg skrev med ham, handlede det ikke om øl, men om, hvorvidt hans og Søren Rislunds bidrag til dansk kulturhistorie ikke skulle på Spotify. Svaret var “jo da!” – og en månedstid efter var de der – alle pladerne (undtagen de 2 allerførste). Den dag blev der lyttet meget til Spotify …
Jan var altid klar til en sludder. Primadonnanykker lå ikke til ham – i hvert fald ikke som jeg har oplevet det, og heller ikke ud fra, hvad andre lader høre. Mest af alt skylder jeg dog Jan en stor tak for, at han var med til at få min blog ud over scenekanten. Da brygget ‘Svagpisser‘ fra Pladderballe Bryghus vandt Kvicklys Ølfestivalg 2014, var det min anmeldelse, Jan henviste til på sin egen Facebook-side.
Også i år vandt Pladderballe Bryghus Kvicklys ølkonkurrence med brygget ‘Skumhest’. På bryggeriets hjemmeside linkes der til Ratebeers anmeldelser … og separat til Kajs Ølblogs anmeldelse.
Ingen af gangene var disse bryg mine favoritter (omend de da lå vel oppe i den øvre halvdel af feltet). Men åbenbart var Jan Monrad (og muligvis også Søren Rislund) så glade for mine anmeldelser, at de syntes at andre også skulle læse dem.
Det gør mig ikke så lidt glad, at jeg har formået at fornøje et menneske, der har givet mig så ufatteligt meget fornøjelse den anden vej.
Hvil i fred, Jan. Dødsriget er nu et meget lysere, gladere og muntrere sted at være. Jeg håber du giver Hel, Hades, Anubis og alle de andre underverdensguder, med samt Bjarkram Rodaz og Herbert Marianne Andersens undulat noget at grine ordentligt over.
