Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Min Karakterskala

De karakterer, jeg giver øllet, er baseret på lige dele intuition og mavefornemmelse (i både konkret og overført betydning) på den ene side, og en række mere objektive kriterier på den anden side. På den objektive side gælder det tilstedeværelsen af forskellige smagsnuancer og deres styrke. På den intuitivt-subjektive side gælder det samspillet mellem smagsnuancerne, fyldighed, hvor på tungen det kilder og i det hele taget ikke så meget hvad øllet smager af, men snarere hvordan det smager.

Jeg vil på forhånd afvise alle krav om i detaljer at retfærdiggøre min karaktergivning ud fra objektive kriterier, da det subjektive, når alt kommer til alt, nok spiller stærkest ind. Ølbloggen er alt andet lige udtryk for min personlige holdning, som jeg lader justere lidt, såfremt øllet opviser nogle egenskaber, som jeg må indrømme giver karakter, uden at jeg nødvendigvis bryder mig om det.

Min karakterskala går fra 0-6 stjerner, og fordeler sig som følger:

  • 0 stjerner: Aldeles uantageligt/udrikkeligt. Enten er øllet så tyndt, at det overhovedet ikke minder om øl, eller det smager så grimt, at det kun er en pine. Karakteren skulle meget gerne kun blive brugt i helt ekstreme tilfælde, og kun gives til øl, som jeg vil råde folk på det kraftigste til ikke at spilde deres tid med.
  • ½ stjerne: Dårligt. Øllet smager af meget lidt, eller meget grimt. Karakteren markerer øl, der er ringere end hvad jeg vurderer som den laveste fællesnævner (det lave sted på kvalitetsskalaen, hvor færrest bliver skræmt væk på grund af øllets karakter og smag), eller øl der smager meget grimt, uden at være decideret udrikkeligt.
  • 1 stjerne: Drikkeligt. Hverken mere eller mindre. Øllet er ikke ubehageligt, men formår heller ikke at imponere. Karakteren repræsenterer den laveste fællesnævner som jeg ser den.
  • 1½ stjerne: Drikkeligt og så lidt til. Øllet opviser et enkelt eller flere små karaktertræk, der får det til at skille sig en anelse ud fra den store masse af kedelige standardøl, der ligger i umiddelbar nærhed af den laveste fællesnævner.
  • 2 stjerner: Uinspirerende. Øllet formår at behage smagsløgene jævnt, men ikke på en ny, udfordrende eller inspirerende måde.
  • 2½ stjerner: Nogenlunde. Øllet viser tegn på at være på rette vej, men kvaliteterne er kun glimtvise, som om bryggeriet ikke rigtigt tør gå linen ud.
  • 3 stjerner: Middelmådigt på ondt og godt. Godt fordi øllet formår at behage smagssansen, ondt fordi det stadig ikke er karakterfuldt nok til at markere sig som noget særligt i forhold til, hvad man ellers smager.
  • 3½ stjerner: Godt nok. Øllet formår akkurat at hæve sig over middelmådigheden og fremvise selvstændighed og uafhængighed af den store masse af øl, der helst vil være som alle andre øl.
  • 4 stjerner: Godt, og ikke bare godt nok. Øllet smager godt, og markerer sig stærkt som selvstændigt og uafhængigt bryghåndværk, der tør stikke ud, og selv vælge, hvad det vil være. Der er dog fortsat plads til forbedring.
  • 4½ stjerner: Rigtig godt. Øllet er af den højeste kvalitet øl kan være, uden at det transcenderer og bliver helt sig selv. Det opviser sikkert alle øltypens karaktertræk til fulde og til fryd, men så heller ikke mere.
  • 5 stjerner: Fremragende. Øllet repræsenterer mere end blot sin ølkategori. Den formår at sprænge kategorien og opvise – ikke kun god repræsentation af sin art, men også sine helt egne selvstændige træk, der er markante for netop denne øl, og ingen anden.
  • 5½ stjerner: Aldeles fremragende. Mere af det samme som karakteren før.
  • 6 stjerner: Over the top! En meget sjældent brugt karakter for det øl, der i helt formidabel og uhørt grad formår at være sin helt egen genre, idet den byder på smagsoplevelser, som aldrig før – og formentlig aldrig siden opleves.
    Karakteren gemmes til de helt unikke øl. Så bryggerierne derude skal ikke begynde at græde, bare fordi de får 5½ i stedet for 6 stjerner. Kun øl, hvis kvalitet jeg aldrig har smagt mage til, får 6 stjerner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme