Næppe én jeg ville løbe efter …
Jeg har aldrig været nogen stor sportsmand. Jeg drev det et stykke med sækkepiberiet, men sport har virkelig aldrig været mig. Jeg holder mig i nogenlunde form ved at køre med mine to børn på min long-john – det gør jeg næsten dagligt, og det er sådan set det.
Og det, jeg nok allersidst ville begynde på af sport, ville være løb. Jeg hader at løbe. Sveden springer alt for hurtigt, hele kroppen gør ondt, mit syn bliver dårligere når hele verden hele tiden hopper op og ned, for hvert skridt, stødene i benene og kroppen, lydene af fødderne der slæber sig af sted på underlaget … nej tak.
Så jeg ville formentlig aldrig nogensinde have fået fat i denne øl, hvis ikke jeg havde en god kollega på mit arbejde ved navn Henning, der går så meget op i løb (og øl), at han er medlem af Mikkellers løbeklub. Og det ville jo ligne det feterede, hipsterede pionerbryggeri Mikkeller dårligt – for ikke at sige aldeles rædselsfuldt – hvis der ikke var en øl, dedikeret til løbeklubben. Og for et par uger siden havde Henning altså en af disse med til mig, så jeg havde lidt at anmelde.
Jeg har tabt tråden lidt med hensyn til Mikkeller. I dette tilfælde ser det ud til, at de optræder som brand eller fantombryggeri, da selve øllet er brygget i Belgien af De Proef Brouwerij. Jeg ved ikke om de længere har brygfaciliteter selv overhovedet, eller om et hele er blevet til dyre barer med dårlig betjening og vilkårlig brandflashing. Men det skal jo ikke have betydning for min anmeldelse, at brandindehaveren med årene og berømmelsen har udviklet sig til lidt af en brusebadspose.
Der er tale om en lys, citrongul øl, med fint, luftigt og alligevel holdbart skum. Brygget dufter kækt af citrussukker. En sød, frisk og liflig oplevelse ser ud til at være i vente.
Og tørstslukningen er i hvert fald på plads, kan man hurtigt konstatere. Det er bestemt anbefalelsesværdigt lige at vende brygget i munden, så gane, gummer og mandler også får det, der tilkommer dem. Så træder smagene så småt frem – let bitterhed af lyst løvtræ ledsager den rigelige kulsyres pikante prikken. Limesyrlighed sørger for yderligere stik uden for tungen, mens en præsent gærethed giver fylde.
Brygget giver god mening som løbeøl – en smagfuld og frisk tørstslukker på den lette side med de lette-til-vage smagsindtryk i finurlig og næsten perfekt balance. Det er vist noget med, at man ikke skal spise og drikke alt for meget og alt for hurtigt efter lange løbeture – og med sine lette men alligevel præsente smagsnuancer giver dette bryg vel god anledning til at få vædet hele ganen, frem for bare at blive hamret i spiserøret.
Jeg foretrækker nu mine øl med lidt mere knald på. Som Amager Bryghus ellers understregede for et par anmeldelser siden, behøver øl ikke være fandenivoldske for at være spændende, såfremt aromaerne ellers er på plads. Her forekommer aromaerne mig – vidunderlig balance til trods – alligevel at være lidt til den svage side.
Men Hennings skal alligevel hare stor tak for en øl, jeg nok ellers aldrig ville have fået lejlighed til at prøve.
