Jeg er jo heller ikke radikal …
I anledning. Af kommunalvalget. 2013. Har Mikkeller. I samarbejde med. Det Radikale. Venstres kandidat til. Borgerrepræsentationen i. København, Mikkel Sarbo, lanceret en. Ny øl. Det Radikale Venstre er partiet, der for ikke lang tid siden lancerede en plakatkampagne, hvis tegnsætning var anledning til megen morskab. Jeg kunne selvfølgelig aldrig selv synke så dybt, at gøre mig morsom over dette for at højne humøret i mit indlæg.
Til gengæld er det ganske prisværdigt med en særlig valg-øl. Vi har alle prøvet at få et på flere måder fedtet Venstre-bolsje stukket i hånden, og bagefter besluttet at fortsætte med det, vi altid har gjort – at lade være med at stemme på Venstre. Til gengæld har jeg aldrig hørt om valg-øl før, og især ikke nogen, der var dedikeret til en enkelt kandidat. Det gør heller ikke mindre originalt, at øllet er produceret af et af de mest innovative bryggerier herhjemme, nemlig Mikkeller.
Kandidaten er Mikkel Sarbo, der ejer tehuset og caféen Tante T på Viktoriagade på Vesterbro – i øvrigt lige ved siden af Mikkeller Bar. Jeg kunne forstå på Mikkel Sarbo, der personligt overrakte mig øllet – det lanceres først officielt på torsdag – at han og en anden Mikkel, Borg Bjergsø, har glædet sig ved hinandens arbejde for at gøre nærmiljøet på Vesterbro mere attraktivt, og hvad ville passe bedre i sådan et samarbejde, at den verdenskendte brygger selvfølgelig producerer en øl i anledning af sin samarbejdspartners valgkamp? Ja, jeg synes også det giver god mening.
Og jeg ser det naturligvis også som en kæmpe ære. Som en af de allerførste – ifølge Mikkel faktisk den allerførste – får jeg ikke bare mulighed for at anmelde den første kommunalvalgkampsøl nogensinde. Samtidig får jeg lov til at smage en spritny Mikkeller-øl som den første. Jeg er virkelig benovet, beæret og lykkelig over, at Mikkel og Mikkel åbenbart tager min blog så alvorligt, at de vil overlade mig et eksemplar til anmeldelse, førend brygget er lanceret.
Jeg skal lige understrege, at jeg ikke selv stemmer på Det Radikale Venstre. Det vil de faste læsere være klar over. Men det skal selvfølgelig ikke påvirke anmeldelsen. Jeg er trods alt så garvet udi anmelderiet, at jeg naturligvis kan styre uden om fristelsen til at farve min anmeldelse efter, hvad jeg egentlig mener om partiet. Ej heller skal anmeldelsen bruges til at promovere mit eget politiske synspunkt. Som jeg allerede har bemærket tidligere er dette en ølblog – ikke en politisk blog. Så hvad jeg selv stemmer, eller har tænkt mig at stemme, er aldeles irrelevant, og det kunne aldrig falde mig ind at blande det ind, endsige diskret eller indiskret linke til det. Aldrig!
Brygget skulle være inspireret af en Belgisk Blonde, og jeg husker ellers de belgiske blonde som jeg har smagt som lysere. I hvert fald er brygget her smukt ovre i noget, der er et par toner røder end messing med lystgyldent, cremet og relativt holdbart skum, der også skal vise sig at klistre ganske godt til glasset. Bouqueten er kraftig og mærkes allerede tydeligt når kapslen tages af. Den er primært præget af blomster, især roser og syren, kombineret med et syrligt skarpt grapeelement.
Det syrlige går i den grad igen i smagen, og man er omgående klar over, at det ikke er lettilgængeligheden og letdrikkeligheden, man er gået efter. Hvor en valgkamp normalt handler om, lynhurtigt at lange letforståelige synspunkter og nemme løsninger over disken, mødes man her af et bryg, der er alt andet end det.
Det er en sofistikeret, tør syrlighed, der kradser og river på tungen, men ikke får munden til at snøre sig sammen som andre syrlige rædsler. Syrligheden er metallisk, gæret og på sin vis forfriskende med en skarp kant af ananaskirsebær og grape. Et sødt element viser sig ved mandlerne. Det er roserne, som man mærkede i duften. I eftersmagen møder vi også endelig noget regulær bitterhed af valnødder, en blød og rar fornemmelse oven på den nogen krasse smagsoplevelse.
Jeg må beundre Mikkeller for deres evne til at lave interessante og karakterfulde øl. Samtidig skal der lyde ros til RV-kandidaten for ikke at spise vælgerne af med et ligegyldigt bolsje, men i stedet en temmelig svært tilgængelig øl. Problemerne findes kun på mit personlige plan – syrligt øl bliver bare aldrig min kop te, heller ikke når der faktisk er te, her grøn te, i brygget. Selv drikker jeg kun te, når jeg er syg, og der er det sort te. Ellers drikker jeg masser af sort kaffe, så det kan næppe undre, at det ikke er teen, der gør det for mig. Men det er selvfølgelig lige til øllet, at Mikkeller brygger en te-øl til den radikale te-hus-ejer.
Jeg anerkender bryggets karakterfuldhed, og dets interessante smagsnuancer. Jeg kan bare ikke abstrahere fra, at den gærede syrlighed mest minder mig om en karklud, der har ligget for længe. Jeg anbefaler varmt øllet til alle, der kan lide syrligt øl – og bare rolig, man kommer ikke til at stemme Radikalt bare fordi man prøver øllet. Det kræver stadig, at man sætter sit kryds ud for B på valgdatoen.
Selv vil jeg dog fortsat foretrække en stout – gerne med kaffe for at gøre den ekstra bitter.
Karakteren skal forstås som en vurdering af bryggets objektive egenskaber. Hvis jeg kun målte på mine egne præferencer, ville brygget score væsentligt lavere.
*Update* 07/11-2013:
Efter at have nydt denne øl ved stuetemperatur kan jeg meddele, at karakteren nu svarer til mine præferencer, og ikke kun bryggets objektive egenskaber. Denne øl skal nydes tempereret, og det er jo egentlig også meget fint, hvis man til et valgmøde, hvor der ikke er kølefaciliteter, kan tilbyde en øl, der netop egner sig til at holde en temperatur vel over de 10 grader.
