Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Mere øl på klosteret, feat. Marcus … I

‘Geuzeboi’

Allerede tilbage i Marts var jeg så småt begyndt at undre mig. Jeg hørte ikke fra de gæve arrangører af sidste års ølfestival i Esrum i Nordsjælland, der fandt sted netop i begyndelsen af marts måned, mens det stadig var hundekoldt, og der faktisk lå sne.

Jeg havde egentlig slået det hen. Jeg orkede – fordi mit hoved desværre ikke altid tillader mig det store initiativ og overskud – ikke at finde en årsag til stilheden, og gik derfor ud fra, at arrangementet enten var aflyst, eller at de ikke var interesseret i yderligere opmærksomhed fra min kant. Who can blame them, når det er mig, der skriver om dem?

Men så skete der noget alligevel. I starten af april tikkede en mail ind, hvor jeg blev spurgt, om ikke jeg havde lyst til at være med igen – og det havde jeg selvfølgelig! Og denne gang fik jeg endda mulighed for at tage en god ven med. Det var ikke svært at vælge, hvem det skulle være. Min hyppige og trofaste smageassistent Marcus var nærmest selvskreven til opgaven, og han takkede da også forventligt ja.

Arrangementet viste sig at være flyttet til starten af maj, da Klosterets gamle hovedbygning skulle renoveres. En del af arrangementet måtte derfor flyttes udendørs, og selvom temperaturen ikke var synderligt meget højere her i starten af maj – det sneede tidligt om morgenen – end den var medio marts sidste år, var der god ræson i at udskyde arrangementet et par måneder i forventning om lidt varmere vejr.

Jeg fik dermed også lejlighed til at se resten af klosteret. Ud over den flotte gamle rødstensbygning fra senmiddelalderen, omfatter det også et mølle- og gårdanlæg bag hovedbygningen, hvor hele festivalen dette år var henvist til. Nok måtte man derfor undvære de smukke hvidkalkede og hvælvede lofter – og i hele taget den autentiske middelalderstemningen, den gamle bygning bød på. Til gengæld kunne jeg denne gang gå fra arrangementet uden hovedpine, idet lokalernes arkitektur nu tillod døråbninger, som man kunne gå igennem uden at behøve knæle i processen, med smertefuld straksstraf og buler i kraniet som konsekvens af, at man skulle glemme det en gang eller to.

Her følger en kronologisk gennemgang af de øl, som Marcus og jeg fik prøvet, og som behørigt blev gennemdiskuteret før karaktergivningen. Bemærk at karaktergivningen her ikke tæller med i mine egentlige anmeldelser på bloggen – smagsprøvernes lidenhed ved ølfestivaler inviterer kun til overfladiske og hastige anmeldelser, der ikke gør øllet tilstrækkelig ære, omend de kan fungere som udmærket inspiration til senere anmeldelser.’

Lindemans Apple

Efter sidste års ølfestival havde jeg kun godt at sige om Lindemans serie af frugtøl. I mellemtiden var en ny kommet på programmet, som jeg omgående måtte prøve. I samme ombæring kunne Marcus introduceres til typen, der for ham var tæt på ukendt.

I duften genkendte jeg noter af punkertidens æble-aperitif, hvortil Marcus omgående indvendte, at brygget ikke havde den kunstige sirupagtige odeur, der kendetegnede enhver uanstændig æbletif. I grunden havde den heller ikke aperitifens tunge, ildevarslende alkoholdunst. Marcus foreslog, vi kom mere ind på, hvad brygget havde frem for, hvad det ikke havde, og jeg var ikke fuldkommen afvisende.

Man mærker bryggets skarpe, syrlige bund. Dertil er der rigeligt æblesødme fra æblesaften. Marcus erklærede overrasket: “Denne er faktisk den første geuze jeg decideret nyder. Og så vil purister sikkert sige “den er tilsat æblesaft” . Den er lavet i en spand under et utæt gulv. Der er ikke noget, der er tilsat her!”

“Nemlig nej” kunne jeg jo kun bifalde. “Den er som æblemost med et skud alkohol. Sådan ville jeg beskrive den,” over for hvilket Marcus selvfølgelig skulle være på tværs.
“Snarere ville jeg forestille mig, at man tog en skarp, tør cider, og hældte noget æblemost i.”
“Det kunne man også” medgav jeg lettere vrangvilligt, da jeg fandt æbleelementet mere fremtrædende som det egentlige hovedelement i brygget frem for den gærede bund.

Uanset hvad var vi nu enige om, at vi var kommet rigtig godt fra start. Marcus afsluttede brygget iført sin drikkehandske, for selvom det usædvanligt kolde vejr gav brygget en optimal temperatur i det åbne telt hvorfra den blev serveret, var vejret knap så optimalt for nøgne primathænder.

Om bedømmelsen var vi ganske enige:

Spencer IPA

Vi blev ved klosterbryggene, selvom vi nu bevægede os uden for Belgien og over vandpytten til USA. Bryggeriet Spencer er således et amerikansk kloster, hvor der også brygges øl – til kommercielt såvel som til eget brug. Marcus og jeg fik lejlighed til at prøve begge dele, og vi lagde ud med deres kommercielle IPA, som jeg ikke nåede at prøve sidste år, hvor bryggeriet ellers også var repræsenteret.

Marcus mente, brygget lugtede af Lottrup, hvilket ikke var ment som en ros. Jeg genkendte noter fra Royal Unibrews Lottrup Stone Street IPA, der nu alligevel formåede at score over middel på bloggen. Men ligefrem imponeret var jeg nu heller ikke. Til gengæld bød aromaen på rigeligt med rå bitterhed, der dog fortsat ej formåede at stille Marcus tilfreds.

“Bitterheden dukker op af ingenting uden at affødes af noget. Den kommer for sent til festen, og kommer ikke ud af nogen harmoni af noget som helst.” Han brokkede sig videre over, at bitterheden var meget dyb, som noget han snarere havde forventet i en Brown Ale end i en IPA.
Jeg gav mig så vidt, at smagen tydeligt kom af bitterhumle og ikke aromahumle, og at brygget derfor skrev sig mere ind i en britisk IPA-tradition.
“Jeg kan nu godt lide bryggets dybe bitterhed,” gengældte jeg, “der er aroma af noget egetræ, og jeg kan godt lide egetræ.”
“Ja, du er jo næsten en eghjort,” vrissede Marcus, med henvisning til en af vores mange samtaler i løbet af den lange tur til Esrum, hvor jeg blandt andet berettede om, hvordan jeg havde fundet både eg og hjort i Dyrehaven sidste år, mens det havde knebet noget med kombinationen af de to. Til mine begejstrede nik og verbale bifald, tilføjede han nu med sviende sarkasme “Martin er en uranhjort, Kaj er en eghjort.”

Marcus blev med tiden lidt mere forsonlig over for brygget, som han fortsat mente smagte uventet i forhold til den IPA-ramme, bryggeriet havde sat den i. Men i grunden endte han med at kunne nyde den, omtrent lige så godt som bloggeren kunne fra starten af.

Marcus endte således på

Mens jeg selv var en anelse mere generøs:

… eller også er det blot fordi Marcus nægter at give halve stjerner.

Spencer Imperial Stout

Marcus var næsten ikke til at styre på fem tønder af det Slaraffenland, han så ud til at befinde sig i. Aldrig var Spencers IPA skyllet ned, før han ville videre til deres imperial stout, og endnu før jeg havde trykket på optageknappen, var han i gang med at anmelde.

“Så, nu er vi i gang her,” kan man høre mig lettere febrilsk udbryde i starten af optagelsen, “så du siger lakridsstøv og lidt kandis?”
“Lakridsstøv og kandis,” bekræftede Marcus.
“Og det lyder jo fint, men den har umiddelbart ikke så meget næse. Det kan være på grund af temperaturen, men jeg frygter, at det er en letflydende én af slagsen …”
“Ja,” brød Marcus ind, “det kan være på grund af temperaturen, at den ikke dufter forfærdeligt meget af lakridsstøv og kandis, men vi må bare håbe på, at det ikke udvikler sig til Bjørn & Okay.”
Hvorfor har man ikke en trommeslager med lilletromme og bækken klar, når man har brug for det?

Det næste man kan høre er mit begejstrede udbrud. Åbenbart kunne brygget noget i munden som det ikke kunne i næsen.
“Den slår fra sig, den er bitter og skarp.”
“Ja jeg står bare og smiler som en tosse,” svarede Marcus. “Men ja, temperaturen gør, at den sniger sig ind på én så man i næsen ikke mærker de mange fine ting, den kan.”

Selv nød jeg den tætte bund af kaffe – en wienermelange, hvor kaffen spillede hovedrollen, og chokoladen var meget mørk. Marcus glædede sig ved den pikante fylde, der efterhånden lagde sig langs gummer i både over- og undermund, selvom den aldrig helt nåede mandlerne.

Temperaturen holdt den imidlertid fortsat fra de høje karakterer. Vi var enige om at give den …


… hvilket i den grad er udtryk for en festival-foreløbig karakter, da brygget fortjener at blive smagt ved en højere temperatur ved senere lejlighed.

Kapittel Blonde

Nu var det tid at udtørre smagsløgene. Ja, havde det været en madfestival, ville vi have fået os en forfriskning, men når nu man nærmest ikke fik andet, måtte vi jo lige få lidt, der gjorde det modsatte. Efter hver at have fortæret en halv pose flæskesvær gik turen inden for, hvor en flink festivalofficial gav os et lille foredrag om forskellen på tripel, duppel og blonde – traditionelt i hvert fald.

Den første gennemgæring af en urt bliver til tripel, derefter hældes ny vand til gæring på, som bliver til duppel, og til sidst brygger man så den mest tilforladelige af de tre – den hvor mindst restsukker kan blive til alkohol – blonden. Vi valgte at prøve den sidste, hvilket jeg ikke helt forstår, fordi belgiske blondes slet ikke er mit store nummer. Det må være noget med, at det at være selvvalgt ølblogger ikke skal være rent skæg og ballade hele tiden. Man må ofre sig for sagen, må man. Gøre noget, man hader ind imellem. Ikke mindst fordi det styrker karakteren.

Mine alarmlamper begyndte i hvert fald at lyse allerede i duften. Syre, banan, æble og alkohol blandede sig mestendels ufint. Marcus mente, den duftede som en let geuze, og jeg er i skrivende stund, hvor jeg lytter til optagelsen, imponeret over min selvbeherskelse i situationen. For gu’ gjorde den da ej! Og hvor kunne Marcus dog tilvejebringe slige ufortjente sammenligninger? Jeg tror jeg valgte ikke at indvende noget, da jeg på det tidspunkt ikke var oplagt til en længere diskussion, endsige decideret slåskamp (som Marcus med garanti ville vinde, nota bene).

“Den er mig altså lidt for sur,” begyndte jeg, “der er noget æble, og så noget lidt for sur vin …”
“Undskyld,” afbrød Marcus prompte, “Kaj ‘Geuzeboi’ Framke brokker sig over, at øllet er for surt?”
Jeg argumenterede selvfølgeligt ivrigt for min sag, idet jeg meget nødigt vil have den slags berettigede indvendinger siddende på mig (omend jeg gerne lader mig tiltale ‘Geuzeboi’). Hvad jeg ikke brød mig om var den kvalme, ledsagende æblesødme og en metallisk-syntetisk klang i aromaen, der klæber sig til alle mundens indvendige flader. Alt sammen overhovedet ikke atypisk for genren.

Karaktergivningen faldt os noget svær. Marcus valgte helt at afstå: “Enten skal vi give den et skud i blinde, eller anderkende – hvilket er en ekstremt sjælden ting for voksne hvide mænd – vi anerkender at det her har vi ikke kvalifikationerne til at udtale os om, så derfor undlader vi at give den karakterer.” Derpå lagde han trumfen: “Det svarer til, at vi skulle gå ind og anmelde 50 Shades of Grey – det er bare ikke os, der er målgruppen!”

Hvor enig jeg ellers var med Marcus, valgte jeg alligevel at give brygget …

… ud fra den tanke, at for folk, der godt kan lide belgiske blondes, er denne øl formentlig udmærket, og en øl, man skal købe sig, hvis man får chancen. Marcus understregede, at karakteren aldeles stod for undertegnedes regning og ikke hans, hvilket der forhåbentlig skulle være gjort adækvat opmærksom på hermed.

Vel – for ikke at gøre indlægget her unødigt langt, og for at der ikke skal gå for lang tid mellem indlæggende på bloggen, vil min reportage fra årets ølfestival i Esrum blive knækket over i to, og bruddet til ske omtrent lige her.

Forbliv indstillet på mere Marcus og Kaj på slap line nordvest for Helsingør inden alt for længe. Tak til dem, der fik læst det allerede meget lange indlæg her helt til ende, og som antydet læses vi snart ved igen.

Updated: 8. maj 2019 — 08:33

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme