Nr. 750 – mangler lidt bacon …
Jeg er ca. én uge inde i min ferie, der godt nok bærer meget præg af den drejning mit privatliv har taget. I de sidste dage har jeg hjulpet min ekshustru Linda med at flytte og indrette sig i sin nye lejlighed, så tiden til at skrive har ikke rigtig været der. Det, der nu kun er min lejlighed kom i den anledning til ligne – om ikke Jerusalem år 70, så i hvert fald Tyrkiets Parlamentsbygning fredag aften. Sådan cirka samtidig med at dén blev skudt i smadder var jeg fuldt beskæftiget med at rydde lejligheden op, samle stumperne af mit liv sammen, og i det hele taget få taget mig sammen til at tage sammen til at få skuden på ret køl igen.
Meget tid er der ikke, for i skrivende stund står jeg på spring til at tage på afskedspicinic for min gode ven og hyppige gæsteanmelder Gedved, der har fået tilbudt arbejde i Norge. Gedved og jeg selv er levende beviser på, at det borgerlige Danmark enten bevidst lyver, eller slet ikke har nogen anelse om beskæftigelsessituationen herhjemme, når de påstår, at der er arbejde til alle dem, der gerne vil arbejde. Hvis man skal flytte til udlandet (i mit tilfælde Irland) for at kunne forsørge sig selv, er det udtryk for en endog meget stor vilje til at arbejde og et hjemligt arbejdsmarked, der er umuligt.
Men ud over, at jeg hjalp min ekshustru med at flytte (bare fordi man er skilt, behøver man jo ikke være sure på, endsige nogle dumme svin over for hinanden) fik jeg jo også prøvet nogle nye øl på Sorte René – eller nye og nye – øl, jeg ikke havde prøvet, eller i hvert fald ikke anmeldt før … ja, så oven i alt muligt andet har jeg nu også fået et hængeparti på bloggen. Det går alt sammen meget godt, kan I nok se.
Men first things first, som det jo hedder på nutidssprog. Kongebryg har med denne øl sin debut på Kajs Ølblog. Hjemmesiden er p.t. under opdatering, så dér er der ikke megen information at komme efter. Af den ca. lige morbide og gruelige etiket fremgår det imidlertid, at øllet er “Håndbrygget i det gamle våbenværksted på Gardehusarkasernen i Næstved” Kasernen blev endeligt nedlagt i 2003, men bygningerne lever altså videre og bruges i dag – ifølge denne blogger – til noget meget mere fornuftigt end tidligere. Make beer, not war, eller hvad dét nu hedder på nutidssprog.
Tre øl er produceret under det dunkle slogan ‘memento mori’ husk, du skal dø. Jeg har anskaffet dem alle tre, men valgt denne som øl nr. 750 på bloggen, fordi den er brygget med bacon. Det har jeg aldrig set før, men det måtte jo ske. Duftindtrykket i Amager Bryghus‘ ‘Todd‘ er lidt derhennead, uden at dét bryg imidlertid indeholder den mindste smule gris. Jeg blev gjort opmærksom på “Til jord skal du blive” via facebookgruppen “Metal Till I Die“, hvor et par billeder af brygget var ledsaget af teksten “Bacon Porter … den har bare at smage mædl”.
Ikonografien er i hvert fald mædl med ituhuggede dødningehoveder og brækkede knogler på en rodet jordbund. Bryggets førstehåndsindtryk peger – trods adækvat dunkelhed – dog lidt i en anden retning. Duften er præget af en tæt sødme af svesker, garneret med en stænk vineddike. Brygget flyder samtidig ganske let, og det lave skum bruser og knitrer som var det det muntreste festfyrværkeri. Når dette efter en liden stund er stilnet af, kan man fortsat beskue bobler, der dybt nede fra brygget søger opad for at danne små perler i overfladen – en colastout if there ever was one (I ved – nutidssprog).
Men fylden er heldigvis intakt. Det er kun på det ydre, at betegnelsen ‘colastout’ passer, for brygget føles hverken tyndt eller smagsfattigt. Der er tilpasse mængder lakrids, der dog ikke kan se sig fri for at være småstøvet af gærindslaget. Ellers byder brygget på et solidt skud kahluasødme samt -alkohol, og det endda helt uden at der er tilsat kaffe i brygget, sådan som det ellers jævnligt går for sig. Lakrids er der i øvrigt heller ikke tilsat, kun den førnævnte bacon og – malurt. Måske for at understrege dødstemaet, mens jeg må være læserne svar skyldig, hvad krydringen kan have haft af betydning for bryggets smag.
Ligesom lakridsen til tider er lidt tør, truer sødmen også med at blive lidt kvalm. Det er som om, der ikke er 100% styr på brygprocesserne, hvilket nogen gange kan falde heldigt ud, mens det andre gange giver et bryg, der bare ikke er helt så godt, som det måske kunne have været … det er den fornemmelse, jeg sidder med, efter dette bryg.
Men alt andet lige er det da stadig en smule mædl. Slayer er det imidlertid langt fra. Måske er det Scorpions … allerhøjst Accept.
Baconen? Den kan man ikke smage. Øv.
