I samme dur …
Det gik jo rigtig godt sidste gang (som også var første gang), jeg prøvede et bryg fra serbiske Kabinet. Forventningerne vil fremover være helt oppe i skyerne hver gang et af deres bryg skal prøves. Ud over hint bryg, og det bryg, jeg her har kastet mig over (eller kastet i mig) har jeg endnu to tilbage. Så skuffelsen kan i dén grad endnu nå at indfinde sig, og skylden vil jeg alene lægge på bryggeriet.
Men first things first – bryggene skal jo lige prøves …
At jeg var begejstret for hin ‘Supernova‘ er næppe overraskende i betragtning af, at det var en IPA, som på trods af den retning moden i øjeblikket går, stadig er min favoritbrygtype. Ja, der ser ud til at være en tendens til at anse IPA for at være overvurderet. Det må jo betyde, at alle, der blindt følger moden, snart vil holde op med at drikke IPA, og så er der jo så meget desto mere IPA til mig. Win-win!
Med Melisa er vi imidlertid trådt et skridt ned ad bitterhedsstigen – man kunne sige, at vi var gået fra Carsten Jensen til Georg Metz – idet I’et er strøget og erstattet med et ‘A’. Brygget er en pale ale efter amerikansk forbillede – og det er jo ikke meget ringere. Thisted Bryghus gjorde det rigtig godt med et bryg i samme kategori sidste år, og stilens mere afdæmpede humleprofil, hvor smagsløgene ikke svitses helt så voldsomt ved kontakt med flaskeindholdet, øger drikkeligheden uden at den samlede oplevelse nødvendigvis bliver mærkbart kedeligere.
Mens det visuelle indtryk – grumset orange med tæt, gyldent skum – til forveksling ligner den østerlandske bror, så river nærværende frænde fra Det Forjættede Land lidt mindre i næsevæggene. Søde æbler, et præsent men ikke voldsomt gærindslag, syrlighed af grapefrugt og lidt grannåle gør mere godt end fri i næsen.
Men den skarpe humle er fortsat med. Bitterheden jager hårdt gennem tungen som et stykke uhøvlet nåletræ, savet af en sløv, flænsende sav. Til gengæld lægger en sød, masserende rosenessens sig straks som en balsam over tungens sår, så det samlede udtryk ender der, hvor man kender den amerikanske pale ale – et par niveauer (eller i dette tilfælde et enkelt niveau) under den krakilske IPA.
Det er næsten som om bitterheden fra Supernovaen er intakt, og at det kun er fordi, der er mere i dette bryg, at det ender med at forekomme mildere. Sødmen af rosenblade mærkes bedre og tydeligere her, end i nogen anden APA (eller IPA) jeg umiddelbart kan komme i tanker om. Det folder sig ekstra meget ud i eftersmagen, hvor dens afdæmpende, parfumeret-søde egenskaber giver et noget roligere – men stadig aldeles veldrejet og veludført – exit, end Supernova gjorde.
En afdæmpet Supernova, kunne man siger. Men også i sig selv hele oplevelsen værd
