Yes! Så glemmer jeg aldrig årstallet for det Stockholmske Blodbad igen. Og hvis jeg gør, så snupper jeg sgu bare sådan én her til (bare den nu bliver i produktion) – årstallet står jo på etiketten.
Men slut nu med alt det pjat. Det er faktisk en meget meget alvorlig sag – om kirke, konge og adel. Og så ved man jo godt, hvad klokken har slået. Om lidt sprøjter blodet som i et hedt erotisk møde mellem Quentin Tarantino og Peter Jackson i starten af sidstnævntes karriere. Og ganske rigtigt – det Stockholmske Blodbad, hvis historiske detaljer jeg ikke vil gå nøjere ind på, er navnet på en veritabel nedslagtning af den del af svensk adel, der gerne ville være fri af den danske Kong Christian II’s overherredømme. Kirken kommer ind ved på finurlig vis at levere en eller anden form for gejstlig legitimering ved at erklære den svenske adel kættersk. Ja, som man dog kunne dengang!
Til minde og – fordi de jo er sådan lidt metal – fejring (men hey – sådan som svenskerne gav os på hattepulden efterfølgende, og også systematisk fejrer dette, er brygget vel ikke mere et udtryk for dårlig smag, end hvad an ser på den anden side af sundet) af denne begivenhed, har Kongebryg altså begået denne Barley Wine. Og det er godt nok ikke meget af den øltype, der er flydt her på bloggen. En enkelt er det blevet til indtil videre – og den var vidunderlig. Det er bare ikke en ølgenre, hvor der går 13 på dusinet.
Til gengæld behøver man ikke opbevare den i køleskab. Den smager fint ved stuetemperatur takket være sin høje alkoholprocent, sin markante maltprofil, og sin meget lave karbonering.
Dette bryg er karboneret helt og aldeles færdig. Der er ikke så meget som antydning af skum på overfladen af det rødbrune, småtågede bryg. De 11% alkohol stikker imidlertid ikke i næsen – nej, de kæler og smyger sig om de indre duftorganer som fløjl og velour med tørrede figner, rosiner og dadler i mørk romlage. Det er næsten som man bliver tung i hovedet allerede før brygget er smagt – men selv det er på en rar måde.
Og hvor jeg på grund af alkoholprocenten og stilen forventer et tungt bryg, hvor aromaen bare eksploderer i kraniet på én … ja, så tager Kongebryg endnu engang fusen på mig.
Brygget er simpelt hen let som en fjer på tungen. Man mærker faktisk ikke brygget. Det svæver på en diskret luftpude lige over smagsløgene, mens det til gengæld svier af alkohol i ganen og så ellers puster sin udsøgte, pikante romaroma ud mundhulen, hvor det kondenserer i små skjulte smagsafkroge, som man ikke engang efter snart 41 år på planeten anede eksisterede.
Nej – øl behøver ikke var være fandinvoldsk eller esktremt for at være godt. Kongebryg illustrerer denne gang næsten demonstrativt hvordan de kan gøre en traditionelt voldsom og tung øltype fjerlet – og jeg mener fjerlet. Aroma og smag – det er i den grad stadig på plads. Romlagen med de tørrede frugter fra duften genfinder man i smagen, men det er som antydet ikke det, der gør brygget til en oplevelse – det er følelsen af det.
Og den er vi ikke færdige med endnu. Brygget gløder ikke overraskende hele vejen ned gennem brystet og nede i mavesækken, hvor det sammen med eftersmagen langsomt klinger ud. Kvalitetsrugbrød opblødt i den fineste rom og blandet med figner udgør eftersmagen.
Sikke en oplevelse!
Den vil jeg da gerne smage…ved du hvor man kan købe den?
Ak og ve … den er pt udsolgt. Men der er et nyt batch på vej – men det skal lige lagre i 6 måneder først.