Maternus Premium Pilsener, Martens

Nærværende pilsner er købt i Aldi i Aabybro kort før et besøg hos svigermor. Jeg har ikke nogen undskyldning, anden end at den var der, og derfor skulle den prøves.

Men hvor meget jeg end tidligere har snakket om alarmklokker, der bimler, så tog denne øl måske prisen som den mest skræmmende øl, før den overhovedet er åbnet. Emballagen nærmest skriger discount, og det endda højere end alle de andre discountvarer – og det tør nok svagt antydes, at dem er der ellers rigeligt af i Aldi.

Alligevel er det kun én ting, der gør det – flasken er af plastic. Ikke hård plastic, som man kender det fra Coca-Cola-flaskerne, næh, det er den tynde, bløde plastic, hvor flasken nærmest står på fem eller seks små sokler, der omkranser den lille tap, hvor den flydende plastic er blevet hældt fra. Vi er ude i den billigste af den billigste plasticemballage, og selvom jeg altid har ment, at plåk-flaskerne ikke bare rimede på flop, men også var et, så tager denne emballage helt klart prisen som den absolut mest kiksede, jeg nogensinde har set. Klare glasflasker er som bekendt allerede slemt nok – men plastic er bare værre, uanset om det så måtte være brunt, som ølflasker ellers gerne er. Det eneste, jeg på stående fod kan forestille mig, vil forekomme mere kikset, er en øl i en helt farveløs plasticflaske – men det skal jo nok findes et sted. Emballagen gjorde iøvrigt også sit til, at dette var en øl, jeg simpelthen måtte prøve.

Og mine forventninger skuffedes ikke – det kan godt være, at jeg som ølentusiast blev skuffet, men ikke mine forventninger – de svarede sådan nogenlunde til det, jeg oplevede, da øllet røg ned.

Men øllet gav faktisk også plads til en smule begejstring, navnlig da det blev hældt op. Det skummer nemlig overraskende meget, og skummet er dejligt tæt, ikke uklæbrigt, og så er det nærmest som soft-ice i fylden og formår at lave en nydelig smølfehue øverst over glasset. Til gengæld er det en meget lys øl, og skummet nærmest lyser hvidt. Duften er bitter, som jeg husker den fra mine forældres hjemmebryg – en nostalgisk omend lidt skræmmende oplevelse, for dengang syntes jeg godt nok ikke, at øl smagte særlig godt.

Smagen er først og fremmest svag – det, som nogen vel ville kalde frisk. Smagen domineres af korn i en grad, så den næsten er brødagtig. Men det er ikke Emmerys fremragende Rugbrød, det smager af. Det er snarere hengemte discountboller fra et tysk discountsupermarked – på en måde meget passende, men ikke nogen fornøjelse. Der er en vis tilstedeværelse af humle – bitter humle uden nogen særlig karakter ud over at være bitter – velbehagelig er den fx ikke, og det samme må man sige om en anmassende metallisk bismag.

Det kan godt være, den har det flotteste skum, jeg nogensinde har set på en undergæret øl, men på smagsparametrene er og bliver den en sikker taber. – Et Aldiprodukt som vi kender det på godt og ondt – mest ondt i dette tilfælde, men skyd ikke hele skylden på tyskerne, for øllet er angiveligt brygget i Belgien. At belgierne overhovedet kan lave så dårligt øl, ja, det viser vel at selv på ølbrygningssiden, er belgierne bare ganske almindelige mennesker, ligesom brygmestrene på Carlsberg, Royal Unibrew, og alle de andre steder, hvor der brygges ligegyldigt sprøjt.