Om dette påståede mesterbryg skriver bryggeriet på sin hjemmeside: “Master Brew er en forkæled øl …” Og det er jo rigtig godt sproget af Danmarks og et af verdens største bryggerier. Det er fascinerende, at man er i stand til at eksportere i uanede mængder halvdårligt øl til hele kloden, mens man ikke engang behersker elementært skriftlig dansk. Jeg, til gengæld, droppede at søge efter flere oplysninger, da jeg ved, at det på længere sigt skader pupil, iris og nethinde at skylle øjnene i varm eddikesyre mere end en gang om dagen.
I forbifarten noterede jeg mig dog, at øllet er brygget med “dobbelt så meget af det hele”, og at det blev lanceret i forbindelse med ølvalget i 1997. Så i det mindste fik jeg da slogan og årstal på. Nu har jeg bare glemt, hvor jeg ville hen med det.
Men det var vist et eller andet med, at jeg ville kontrastere Carlsbergs formentlig overstrømske lovprisning af øllet med min oplevelse af det. Men da jeg ret hurtigt gik kold i deres lovprisning, må I nøjes med min tilsv… øh, jeg mener kritik, i stedet.
Master Brew har en alkoholprocent på 10,5, og er dermed den stærkeste øl, jeg har testet indtil videre. Bryggeri og pris (på omkring en tier for 0,33 l.) taget i betragtning er der ikke megen tvivl om, at der her er tale om en spritterøl som defineret ved tidligere lejlighed. I tråd med bryggeriets lovprisning gik jeg selv kold i den halvvejs og min hustru brugte resten i madlavningen i stedet. Min glæde for øl til trods er der ingen grund til at drikke sig halvfuld på en hverdag.
Den gør sig i modsætning til visse stærke øltyper ikke særlig godt, når den er helt kold. Man får mest smag ud af den, ved at lade den stå lidt, uden dog at få den op på stuetemperatur.
Når dette er gjort, kan man konstatere smagen af både sødt og bittert, der blander sig på tungen. Smagsindtrykkenes møde er imidlertid ikke elegant. Det er snarere som om de slås, og kampen ender uafgjort med en flad, tandløs eftersmag. På etiketten beskrives eftersmagen ellers som én med godt bid i. Mig gav den snarere associationer til et par mugne gummer, der dovent klasker sammen om en slatten stilk vissen bladselleri.
Konsistensen er sprittet i en grad, så man uvægerligt kommer til at tænke på spiritus. Der er som bekendt få ting, der er så rare, som et glas kvalitets-single malt til at give den indre varme. Jeg synes bare ikke rigtigt, det er meningen at få samme fornemmelse med øl. Man kan også tydeligt mærke, hvordan de 10,5 procent går lige i blodet. En enkelt Master Brew svarer til at drikke knap 2½ almindelig pilsner. Spørgsmålet er blot, om ‘dobbelt så meget af det hele’ giver ‘dobbelt så godt øl’. Ud fra eksemplet Master Brew er mit svar entydigt: Bestemt ikke!
Man kunne også med rette spørge “dobbelt så meget af hvad?” Hvad er udgangspunktet? En almindelig pilsner? Mængden af glucosesirup brugt til at booste alkoholindholdet er der i så fald væsentlig mere af end det dobbelte, eftersom 0 ml. (der netop er indholdet af glucosesirup i dansk pilsner) ganget med 2 giver … I gættede det – 0 ml. Jeg indrømmer gerne, at jeg hele tiden søger efter – om ikke spændende – så i hvert fald nye og stadig mere omstændige måder at beskrive beskidt øl på.
Og gør den misplacerede ingrediens noget for smagen? Jeg tror det næppe, for den sødme, der trods alt er dominerende, er ikke særlig kraftig og uden nogen særlig karakter. Den er ikke frugtagtig eller frisk eller let. Ja, ikke engang kvalm. Hvis øllet drikkes koldt, virker hele smagsindtrykket faktisk lidt tyndt.
Et mesterligt bryg er det i hvert fald ikke.
