Meget mere med i købet …
Brygget her er allerede videoanmeldt, mens jeg selv har været for doven til at få lagt videoen ind på bloggen endnu. Sådan er jeg – ADHD-ramt som jeg er – karakteriseret ved sløsethed og almindelig slendrian, samt distraktion og skyhed over for ting som jeg burde, men ikke rigtig gider lige nu.
På videoen vil man i øvrigt kunne opleve, hvordan alderen så småt sætter ind, så jeg må betjene mig af en lup for at kunne læse bryggets etikettekst. En etikettekst der, kan jeg allerede nu afsløre, er det mest kritisable ved øllet. Men i konkurrence med en sådan ekvilibristisk opvisning i aromakrumspring og bouquethurlumhej skal man heller ikke ligefrem gøre sig umage med ikke at gøre sig umage, før man lander på niveauet under eller lavere.
Der er tale om den første egentlige specialøl, jeg har prøvet fra det afrikanske kontinent. Hidtil har jeg prøvet øl fra Uganda og Kenya, men de har alle ligget i den industrielle tyske pilsnertradition … for nu at sige det pænt og diplomatisk. Her er derimod et bryg fra et rigtigt mikrobryggeri, og det kan mærkes fra starten af.
Brygget er flot rødbrunt med et højt, plastisk skum på toppen, der flere gange når langt over glassets kant, hvis man skænker brygget utålmodigt. Det kræver tid, men skummet er til gengæld også så fast i konsistensen, at intet øl behøves spildes, endskønt det er skænket i hast.
Og så begynder oplevelsen ellers for alvor. En mild vifte af søde og krydrede noter rammer næseborene, vanille, gran, koriander og fyr. De leger lystigt sammen til udelt fornøjelse for sanseapparatet uden at forvirre, deres forskelligheder til trods. Et sindbillede på det ideelle Sydafrika – en mulitikulturel smeltedigel, der får det bedste ud af alle de mange etniciteter og kulturer, så alt går op i en større, skønnere enhed.
Og sådan er det selvfølgelig ikke i virkeligheden – desværre – men man har vel lov at drømme – og i øvrigt svulstigt overfortolke bouqueten i en øl, blot fordi den kommer fra et bestemt hjørne af verden.
Fra en stor olfaktorisk oplevelse, nærmest eksploderer brygget i smagen. Det breder sig lynsnart fyldigt ud i alle mundens afkroge, fløjlsblødt og alligevel spækket med bittesmå barberbladsskarpe skærver af granbitterhed, der flænser godt op i smagsløg og andre blottede indre mundoverflader. Dernæst rammer den virkelige overraskelse: Et kludetæppe af krydderier trænger dybt ind i de overflader, den initale bitterhed kradsede op, og behager med noter af anis, laurbærblade, koriander og nelliker.
Brygget er ikke bare en IPA, som vi elsker og kender den – bitter, sprød og frisk. For oven i får man den velbehageligste massage af hele verdens krydderier, man kunne ønske sig. Fristelsen til endnu en bizar overfortolkning af øllet som en afspejling af Sydafrika som et sted, folk fra hele verden er rejst til for at skabe noget smukt sammen, melder sig. Men jeg vil undlade, ikke bare fordi det er lidt fjollet, men også fordi det i lyset af Sydafrikas meget mørke historie med apartheid, undertrykkelse og vold, er historisk ukorrekt og unuanceret så det skriger til himlen.
Over dette bryg skal der til gengæld kun lyde glædesskrig. Her er en verdensklasse-IPA, der oven i købet formår at udvide genrens betydeligt. Det afrikanske kontinent er således ikke bare med på ølrevolutionen. De er med til at definere den.
Med lidt held behøver man ikke engang rejse til Sydafrika for at finde brygget. Selv købte jeg det i africanbeer.dk’s bod på Copenhagen Beer Festival i april, og med lidt held har de stadig nogle flasker stående derude i Kastrup.
