Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Marston’s Oyster Stout, Marston’s Brewery

De bedste fem kroner …
Denne øl blev købt billigt i mangel på bedre – og lur mig om ikke det har været i Fakta Hvalsø – men det kan jeg faktisk ikke huske længere. Så vidt jeg husker blev den anskaffet formedelst kr. 5,-, hvilket på det tidspunkt var det beløb, jeg syntes, jeg kunne tillade mig at bruge – det har nok været før jul.
Forventningerne til en øl til en femmer er aldrig specielt høje. På den anden side er det jo en stout – og stout er sjældent ligefrem udrikkeligt, højst lidt kedeligt.
Alene fremtoningen var næsten alle pengene værd. Et kulsort, natmørkt bryg med en tæt, brun, fedtet skumkrone. I mørket anes kun lidt brus, så alle forventninger og mistanker om en colastout gøres omgående til skamme. Duften lover også godt med både sødt, brændt og bittert. Mørk chokolade, kaffe og kirsebær kombineret med ristede karamelmaltnoter.
Smagen er ovre i det brændte og bitre. Stærk, brændt kaffe, med en fløjlsblød bund af karamelmalt og mørk, bitter chokolade. Ved gummerne nærmest eksploderer en ledsagende velsmag af bitre nødder – især hassel. Det hele omkranses af en kraftig fylde, der ikke imponerer mindre i betragtning af, at brygget kun holder 4,5% alkohol.
Ud over, at de fem kroner, den kostede, er klart de bedste fem kroner, jeg nogensinde har betalt for en øl, så holder den også, hvad den lover på etiketten. “Dark, rich, smooth”, står der – og det er ikke engang løgn, snarere en underdrivelse.
Brygget får velfortjente fem stjerner. Én for hver sølle krone jeg gav for den.

5-stjerner

Updated: 10. juli 2016 — 18:28

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme