Gensyn- og gensmagens glæde …
I weekenden var jeg til guldbryllup for min kære onkel og tante, der bor i Nordtyskland. Jeg har jo ikke bare tyske aner, for begge mine forældre er/var født og opvokset i Tyskland, og det var faktisk kun dem, der i deres unge år søgte udenlands. Resten af familien blev boende syd for grænsen.
Det var skønt at se familien igen. Mine to kusiner i den gren af familien er jo flyttet længere sydpå, så det er sjældent jeg får dem at se – og deres børn havde jeg nær aldrig set før. Jo – min ældste kusines søn havde jeg set da han var to år. I mellemtiden var han blevet femten. – Så der var meget, der lige skulle følges op på.
Fra min far, min søster og mig fik guldbryllupsparret en samling danske specialiteter, og næppe overraskende blev jeg sat til at finde nogle gode øl til dem.
Det blev til nogle sikre Greatest Hits fra Amager Bryghus – Mortician, Todd The Axe Man, Linda The Axe Grinder og Lust. Fra Skagen Bryghus blev det en Drachmann. Og endelig blev det til en række øl fra Bryggeriet Skands, der har fortsat samarbejdet med Nationalmuseet om at brygge forskellige historiske øl. Der var lidt historie, poesi og så bare rigtig meget af det, jeg bare vidste var godt – nemlig øl.
Men ikke alle øl er nævnt ved navn, som den kvikke læser vil bemærke. Ud over de unavngivne Skands-øl, var der også endnu en Amager Bryghus-øl, der sammen med Skandsøllene vil blive anmeldt over det næste stykke tid under temanavnet “Guldbrylluppet”. Amager Bryghus-brygget regner jeg med at tage til sidst.
Vel, I har jo nok gættet, at de øl, jeg ikke selv havde prøvet, blev købt i to eksemplarer – en til mig selv, og en til guldbryllupsparret. Den første der blev åbnet var en af Skands’ museumsøl – disse var i øvrigt også udstillet til smagning på Esrum Kloster forleden. Men jeg holdt mig til det ukendte og det som jeg på forhånd vidste var godt, da jeg ærligt må indrømme, at min imponerethed over Skands bryg altid har været behersket.
På Dronning Margrete I’s tid rettede man sig ifølge etiketteksten i vid udstrækning efter tysk lovgivning, når det gjaldt ølbrygning. Øllet er derfor udelukkende krydret med humle, og ikke andre spændende sager, som det er tilfældet med de andre bryg i serien. Reinheitsgebot, som der antydningsvis refereres til blev imidlertid først indført i Bayern i 1516, mens Margrete I tog billetten over hundrede år tidligere, i 1412. Men hvad ved jeg? Mon ikke Reinheitsgebot var en art konsekvens der blev draget af en allerede udbredt praksis for, hvad det var god skik at putte i øllet?
I hvert fald kan humlen mærkes ganske kraftigt i brygget … omend ikke i duften. Her møder man primært søde æbler, hvede og vanille, og man forventer en enten sød eller tynd omgang – for den milde æbleduft forbinder jeg den dag i dag automatisk med halvsløje, vandede øl, der aldeles forgæves forsøger at fremstå som interessante.
Men som allerede antydet er det slet ikke tilfældet. Humlen bryder godt igennem til smagsløgene, der får den fulde glæde af det rene bryg. Især ved mandlerne er bitterheden god med karakter af valnødder, der har ligget for længe til at smage godt. Øl, der smager på den måde, smager til gengæld godt – go figure. Bitterheden næsten gløder på tungen med en friskhed, der minder om kommen, så det ikke bare bliver humle, tæsket ned i tunge og mandler. Nej, bitterheden har skam kontur, form og en nøje udtænkt plan om, hvor den vil hen og hvad den vil.
Undervejs – det må være, da kommenelementet blev præsent sent i smagningen – gik det op for mig, at det er næsten præcis sådan, jeg husker at mine forældres hjemmebryg på Matriklen i Hjortshøj smagte. Da jeg var lille syntes jeg jo, det var sjovt at smage på mine forældres øl, selvom jeg egentlig ikke kunne lide det.
Og dette var smagen! Måske ikke så overraskende endda. Det der blev brygget i mit barndomshjem var jo ligesom denne en ale, formentlig udelukkende krydret med humle. Dengang i firserne var ølrevolutionen i bedste fald i sin vorden, så det der med at krydre øllet med alternativer var meget fy-fy.
Ikke desto mindre er det altid spændende, når dufte, smage, syn eller lyd udløser dybt hengemte minder fra sindets afkroge. I hvert fald når minderne – som dette – er gode og hyggelige.
