Ikke som forventet …
Kvicklys Ølfestivalg er en konkurrence, der gør det muligt for mindre bryggerier at vise, hvad de kan frembringe af spændende og specielle øl. De store – Carlsberg, Harboe og Royal Unibrew deltager ikke, og jeg synes faktisk, man med rette kunne spørge, hvorfor Vestfyen fortsat gør det. Vestfyen producerer i enorme mængder discount-øl i form af deres Pokal-serie til COOP, og de leverer også Krudtugle-discountbrandet til Aldi, så nogen lille aktør er der bestemt ikke længere tale om, og efter min mening, er de for store til at være med i en konkurrence for mikro- og lokalbryggerier.
Men det er selvfølgelig ikke min afgørelse, men jeg vil alligevel benytte lejligheden til at polemisere. Mig … polemisere … se det havde I nok ikke ventet, hva’!?
Jeg har efterhånden vænnet mig til ikke at forvente det store af Vestfyen. I hvert fald ikke så længe de holder sig inden for de tyske renhedsforskrifter. Sidst de gjorde det, var da de lancerede Støckel-serien, og det slap de ikke alt for heldigt fra. I denne øl holder de sig igen inden for renhedsforskrifterne, og alarmklokkerne bimler allerede før brygget er åbnet. ved første øjekast havde jeg ellers regnet med noget mere traditionelt Vestfyensk – en øl, der var tilsat et eller andet, som det sig fx tydeligt sømmer i deres Willemoes-serie. Jeg gik ud fra, at brygget således ville være tilsat – om ikke mandarin, så i hvert fald en eller anden citrusfrugt for smagens skyld.
Men der tog jeg altså fejl, og hurra for min fejlagtighed. Det er altid rart, når ens negative forventninger ikke bliver indfriet.
Motivationen for navnet skal findes i bryggets kulør. Det er højorange – fuldstændig mandarinfarvet, omend også fuldstændig klart. Brygget er en ‘Wheat Ale’, altså en overgæret hvedeøl, og man får uvilkårligt mistanke om, at undertitlen undtagelsesvis ikke er anglificeret på grund af markedshensyn alene. Muligvis skyldes det også, at dette ikke er en hvedeøl i en tysk tradition, med restgær i brygget, men i en britisk tradition, hvor man gerne holder bryggene klare. Flot er det i hvert fald, og så gør det ikke så meget, at skummet ikke helt kan følge med. Det er hverken særlig højt, tæt eller prangende, men dets letgyldne lød formår da at matche selve bryggets udtryk. Duften holder sig lidt mere i baggrunden. Man mærker hveden som en duft af franskbrødsdej og måske en antydning af banan.
Aromaen er initialt sød af den slags orangegule frugter, man dog ikke kan skille ad i både. Fersken, nektarin og måske lidt abrikos, men næppe citrusfrugter bortset måske fra meget søde clementiner. Sødmen fortrænges nu snart af et ret kraftigt humlebittert indslag af frisk fyrretræ, men de to smagspoler – det bitre og det søde, forenes til slut elegant i en dominerende humlebitterhed, men en afrundende sød kant af bergamotolie.
Vestfyen har gjort det for første gang … eller det tror jeg i hvert fald. På stående fod mindes jeg ikke nogen anden øl, jeg har prøvet, som både var god og som ikke var tilsat et eller andet – farvestof, aromastof, en fancy sukkerart eller antioxidant. Det er godt at se, og vide, at Vestfyen kan uden tilsætning af mere eller mindre obskure ingredienser. Jeg ville oprigtigt ønske, at de prøvede lidt oftere, for de kan jo sagtens.
