Tilbage på sporet.
Det er efterhånden et stykke tid siden, jeg blev forsonet med Thisted Bryghus efter en længere pause med deres øl. Planen var at lade den nye brygmester få fred til at trylle ved fadene, og det har han så for længst gjort. Jeg har blot endnu ikke nået at smage på så meget af det endnu.
Malthe er en mørk lagerøl, i stil med fx Tuborg Rød eller Flensburger Dunkel, og en nyskabelse fra det Nordvestjyske bryggeri. Der er ingenlunde tale om en stout, hvilket straks viser sig ved skænkning. Brygget er nok mørkt, men også gennemskinneligt uden at vride lyset helt over i den dunkelrøde del af spektret. Store bobler på indersiden af glasset gør sit til at få øllet til at ligne cola, modsat skummet, der både er for højt, for cremet, for holdbart, for klæbrigt og for mørkt, endskønt det ikke er mere en lyst brunt. Brygget dufter ikke af meget. Man mærker nøddebitter humle, lys chokolade og mest en syrlig og våd odeur af grønne æbler.
Den ikke alt for lovende bouquet går heldigvis ikke igen i smagen. Man mødes af en fyldig chokoladesødme og et kraftigt maltindtryk, garneret med en let og velplaceret vinøs cognacessens. På bagtunget og i eftersmagen træder humlen endelig frem, og leverer en rar omend habil bitterhed af hasselsnødder.
Desværre varer de mange fine indtryk ikke evigt. Syrligheden fra bouqueten mærkes mere og mere, og ender faktisk med at ødelægge mange af de fine indtryk fra begyndelsen. Og det er ekstra synd, da de gode sødmenoter ellers gør brygget velegnet som nydeøl. Den egner sig altså bedst til at blive drukket hurtigt. Med sin markante sødme ville den slet ikke være uegnet til den fede julemad, endskønt den ikke markedsføres som juleøl.
Ærgelsen over syrlighed til trods, er det alligevel rart at se, at Thisted Bryghus nu er tilbage på sporet, med en økologisk øl, der smager af mere end det store anonyme gennemsnit. Ikke alene er brygget økologisk – en egenskab, der fik bryggeriet til at skille sig ud tilbage i 90’erne – det er brygget kun af vand, malt humle og gær. Et på mere end én måde rent bryg.