Svær kode at knække, eller …
Tilbage til det gode parti øl, jeg forleden hentede på Amager. Denne norske pale ale efter amerikansk forbillede har jeg set i flere velassorterede supermarkeder, eller i hvert fald i Irma, hvor den har gjort sig til med sine afdæmpede pastelfarver og uprætentiøse ydre. Selvom jeg nødigt indrømmer det, vil jeg ikke udelukke, at grunden til, at den ikke har fundet vej til min indkøbskurv før nu er, at den netop tager sig så jævn ud, endskønt der er tale om en specialøl fra et endog ganske velrenommeret bryggeri. Jeg har endda hængt ud med brygmesteren, Mike Murphy, da jeg sidste år var på besøg på Amager Bryghus.
Men nu skulle det være. Jeg har selvfølgelig høje forventninger – ikke mindst fordi Mike Murphy og ikke mindst hans bryg gjorde stort indtryk på mig ved besøget.
Det er et meget lyst bryg – citrongult og nydeligt tåget og med passende, fintmasket og ganske stabilt skum. Såvidt så godt. Bouqueten er straks lidt vanskeligere at blive klog på. Fra starten synes brygget en kende tyndt, og i hvert fald spiller bitterheden anden- hvis ikke ligefrem tredjestemme i et enten svært tilgængeligt, eller slet og ret kedeligt stykke kammermusik. Der er til gengæld rigeligt syre, der synes at komme fra gæren – uden at det bliver overvældende, men brygget kan ikke løbe fra, at det dufter mere af lime med en sjat eddike end af øl.
Smagen er heller ikke lige til at få rede på ved første slurk … og heller ikke ved anden og tredre. Selvom man hiver endda store mundfulde indenbords, og plasker brygget godt rundt i mundens afkroge, aftvinges brygget kun modvilligt egentlig humlearoma. Der er dog fortsat rigelig gærsyre, og det er såmænd fortsat ikke værre, end at det er ganske forfriskende. Men smagfuldt? Indtil videre minder den mest om Ørbæks populære hyldeblomstøl, Fynsk Forår, som jeg heller aldrig har forstået.
I eftersmagen udløses bagom den fortsatte syrlighed omsider lidt humlesmag i form af noget ikke helt frisk løvtræ. Der er tale om en bøgestamme, med mange år på bagen, der har fået lov at ligge lidt for længe, lidt for fugtigt, før den blev taget i brug.
I det mindste passer bryggets afdæmpede ydre da med det indre. Eller er det mig, der ikke forstår mig på, hvad godt øl er, og helt har misforstået konceptet bag dette bryg? Det er jo trods alt velrenommerede Lervig, der står bag … Enten har jeg bare meget svært ved at knække koden, eller også er dette ikke nogen særlig spændende øl.
Mike Murphy citeres på bryggeriets hjemmeside for følgende indsigtsfuldhed: We are only as good as our last beer – det håber jeg sandelig ikke er sandt.
