‘Light’, snarere end ‘Enlightened’ …
Ikke ulig – langt fra endda – situationen på Amager Bryghus, da jeg valgte ‘Marry Me in Rio‘, blev denne øl også valgt udelukkende på dens ydre fremtrædelse. Jeg fandt den i Fish & Beer på Amagerbrogade da jeg forleden indløste et gavekort, jeg fik til min 40 års fødselsdag. Den så sjov ud – så den skulle med, og en added bonus var det desuden, at brygget var fra Kina, så jeg også kunne få dét land med på min rejse gennem ølverdenen.
Flasken har form som en statue af den indiske prins Siddhārtha Gautama, måske bedre kendt som Buddha Gautama … Endskønt jeg har en baggrund på det nu hedengangne Institut for Religionshistorie på Københavns Universitet, har jeg aldrig interesseret mig voldsomt for fjernøstlig religion (spørg mig gerne om især senantikken og det gamle Norden) så meget mere vil jeg ikke gå ind på den sag, ud over hvad de fleste godt ved. Via fornægtelse af sig selv og denne verdens gods skal man i sidste ende opnå total opklaring og frigørelse fra karma-samsara, den evige række af genfødsler. Den efterstræbte tilstand af oplysning (diskret markeret på flasken som en undertitel på øllet; “Enlightened Beer”), som indtræder ved den totale frigørelse af sindet fra materien og lykkelig forening med den totale intethed, kaldes Nirvana. Dem har jeg aldrig været helt så stor fan af, som fx. Pearl Jam og Melvins, der er fra samme geografiske område og ca. samme tid. Men det er et spørgsmål om smag og behag, der ikke skal skille os ad.
At anbringe religiøse personer på en ølflaske i det hele taget, synes jeg til gengæld er friskt. Der skal nok være nogle, der er rasende over det, herunder sikkert flere sekulære, der synes, det er respektløst over for religionen at bruge den som løftestang for salg af alkohol. Uden at ville gå ind i en længere diskussion om markedskræfternes ufølsomhed vil jeg blot markere, at jeg ikke er en af dem. Som vi engang lærte af South Park ender vi med ikke at kunne sige eller gøre noget som helst, hvis vi hele tiden skal tage hensyn til alle.
Til gengæld kan man roligt sige om brygget, at det i hvert fald ikke bare har fløjlshandskerne, men snarere et par store, fluffede, varme, bløde grydelapper på i omgangen med konsumenten. Brygget er en pilsner, piftet op med ris – endnu en parallel til Marry Me in Rio – men altså undergæret, og holdt i det meget lyse, uengagerede og næsten dovent karbonerede, der er kendetegnende for det allermest konservative pilsnerbryg.
De allermest kræsne og kvalitetsforskrækkede ville måske rynke på næsen ved åbning, da brygget faktisk formår at frigive lidt spontan aroma af frisk græs og lime i en diskret romessens. Men bare rolig, voldsommere bliver det ikke – eller, i betragtning af, hvem læserne af min blog nok er – desværre …
Smagen sætter ind nærmest med det rene ingenting. Den tilsatte ris giver brygget en fløjlsblød berøring mod tungen og en antydning af noget sødt. Dette stiller op som en umiddelbar modvægt til den friskhed, det syrlige græs-og-lime-indslag i duften indbød til. Sødme og syrlig friskhed ender med at kvæle hinanden. Begge dele kunne ellers have været rart. Resultatet minder måske nok om Nirvana for så vidt, at det ikke rigtig smager af noget.
Enlightened? Man skal vist være hardcore buddhist, hvis man seriøst kan finde oplysende nydelse i dette bryg. Her på min blog, har jeg fundet et udtryk, der langt mere dækkende på flere niveauer:
Light.
