Double-six!
Ud over et par fine Guldhammerbryg, hvoraf det sidste som bekendt scorede de ekstraordinære 6 stjerner, havde Paul også denne øl fra Amager Bryghus med. Også den fik ekstremt varme anbefalinger, og med de gode bryg in mente fra da jeg var på besøg på Amager Bryghus tilbage i marts, så var forventningerne til øllet da også til at tage at føle på.
Men at jeg skulle udsættes for sådan en humlebombe – og så endda lige efter en anden seksstjernet oplevelse. Det var noget, der ikke alene gik over mine forventninger, men også noget, der så småt fik mig til at frygte hybris. Hvilken dødelig bliver det forundt at prøve to så rasende brillante øloplevelser i streg?
Mig åbenbart …
En Imperial IPA, er det, brygget til ære for ølhunden, som tilegnes en længere smøre på frontetiketten. Meget klog bliver man ikke af at læse den alenlange tekst, der i korte træk oplister resultater fra en nyligt afsluttet undersøgelse (hvilken undersøgelse fremgår interessant nok ikke), hvordan forskellige hunde foretrækker forskellige typer øl. Pekingeseren foretrækker en blanding af øl og cola, Rottweilere Imperial Stout, og Labradoren en ordentlig IPA.
Jeg har på fornemmelsen, at bryggerne – de lurendrejere – selv har fundet på det hele, og har klasket en tekst op på etiketten – mere for at fortælle en røverhistorie end for reelt at skrive noget om øllet. Denne form for ‘storytelling’ er jeg ikke meget for selv – og jeg kunne i hvert fald aldrig finde på at gøre noget lignende i mine anmeldelser. Mine anmeldelser er, som man vil vide altid straight to the point, klinisk renset – nej desinficeret for digressioner og fyld. Aldrig om jeg kunne finde på at skrive om noget andet end den ene øl, jeg netop har siddet med i hånden … aldrig, siger jeg, aldrig!
Det håber jeg hermed er slået endeligt fast.
I øvrigt havde jeg en god 1. maj, hvor jeg også kunne fejre min datters 4 års fødselsdag. Jeg håber, at de af mine læsere, der fejrer 1. maj, også havde en god sådan én.
Brygget her er som antydet en IPA – en imperial IPA, endda. Brygget på pilsner- münchner- og melanoidinmalt. Humlen er af typerne Herkules, Mosaic, Simcoe og Amarillo og gæren er US-Ale. Vandet ser bare ud til at være vand, men alligevel er den amerikanske inspiration ret tydelig – måske endda så tydelig, at man med 1. maj in mente kunne kalde det en kulturimperialistisk IPA (tø-hø).
Uanset hvad er der lige fra starten uanstændigt meget tryk på indtryk og dekadence. Ved skænkning fyldes rummet – selv hvis rummet er ganske stort – af en liflig aroma af grannåle og honning. Bryggets lød kan ikke andet end nydes for sin smukke appelsinorange lød, og det matchende gyldne skum. Det eneste, der kan sættes en finger på, at det klare look, der må afsløre en eller anden form for filtrering. Men så undgår man vel også noget af risikoen for, at brygget kommer til at smage for meget af gær.
Ved smagning eksploderer en aromatisk humlebombe i kæften på nyderen. Aromatrykket truer med at sprænge kæbe og ganeloft, mens bitterhedens grannåle flænser svælg, gummer og mandler i laser. Imens strømmer milde, helbredende bække af læskende løvtræ over tænder og tunge, og de bløde dråber, der finder vej til de blødende gummer og det lasede svælg, læger så blidt de væskende sår.
Og sådan er det hver gang man tager en tår.
Skiftevis flås munden i stykker, hvorefter den limes sammen igen. Uden skår, klinker eller for den sags skyld ar. Man kan jo ikke give sådan en oplevelse andet end en topkarakter.
Til gengæld tvivler jeg på, at jeg ville udsætte en labrador for den slags.
