Mere aroma tak …
I øjeblikket har vejret to indstillinger: “Alt for varmt” og “alt for fugtigt”. De to indstillinger udelukker, som nogle måske allerede vil have bemærket, ikke hinanden, men står gerne begge to på fuld knald samtidig. Det gælder især, når hele landet er ved at gå i opløsning, i det ene skybrud efter det andet, godt hjulpet på vej af lynnedslag, der hamrer jorden i store letdesintegrerbare stykker imens.
Nå, i det mindste er det ikke så slemt som i Det Forenede Kongerige. Efter Brexit er vores nabo mod vest jo gået under i en vældig paddehattesky, en enorm brandstorm og en kolosal flodbølge, efterfulgt af en totalitær nazikommunistisk magtovertagelse, der har fået hele Storbritannien, og det nordligste af den nærliggende grønne ø, jeg engang kaldte mit hjem, til at brænde op, synke i havet og sprænges i en googolplex stumper og stykker på én og samme tid … i hvert fald, hvis man tager medier og politikeres udtalelser om begivenheden for gode varer.
Så gør det jo ikke så meget, at vores eget lille land er ved at smelte og gå i opløsning samtidig. Når dén proces er slut, og den gamle oceanbund af skaldyr, dækket med istidssedimenter, vi kalder Danmark er skyllet helt væk, giver det jo heller ikke ikke meget mening at holde fast i EU-medlemsskabet længere. Så man kan jo lige så godt indstille sig på det uundgåelige …
… med en kold øl.
Det intenderer jeg at gøre lidt senere i aften. Først må jeg hellere få anmeldt denne her øl. Det er jo ikke første gang, jeg har prøvet den. Første smagsprøve fik jeg til Københavns Ølfestival i år, og så blev der ellers gået til netop den – og Schiøtz’ Gylden IPA – da jeg forleden var til arrangement med mit arbejde.
Brygget er en IPA efter amerikansk forbillede, og selv når det ikke går helt så godt som det lyder med den genre, er der stadig en meget vid margen for, hvor galt det skal gå, før det bliver dårligt. Ja, der er faktisk en meget vid margen for, hvor galt det skal gå før det kun bliver ‘godt nok’.
Der lægges stærkt ud fra start. Duften udløses allerede ved skænkning. Man aner lidt fusel over rigelig aromahumle – den klassiske bergamotolie blander sig kælent med rosenblade og friske grannåle.
Det er en letløbende og fortrinsvis skrap og skarp IPA, hvor bitterheden snapper som en uopdragen køter, snarere end en venlig og kælen ølhund. Gane og gummer svælger i stikkende bitterhed og letflydende friskhed. Til gengæld savner man snart stilens aromatiske, søde og ikke mindst fyldige elementer. Det er såmænd fint med krasbørstig bitterhed, men resten af IPA’en er altså glemt.
Et metallisk element indfinder sig også, og skubber helhedsindtrykket i den gale retning. Messing klæber sig til tunge og gummer, hvor mandler, gane og svælg fortsat forkæles af en tør og velgørende eftersmag af nåletræ, der ellers er ganske udsøgt.
Det lyder måske vældig negativt (omend ikke så negativt som 90% af reaktionerne på briternes trods alt demokratiske beslutning), men overordnet set er bryggets lovende type jo heller ikke engang nede omkring ‘godt nok’ endnu. Det er skam stadig et stykke over, og min brok skal mere end noget andet tages som udtryk for, at jeg i denne genre har været voldsomt forkælet på det sidste.
