Det er noget tid siden, jeg indrømmede Royal Unibrews første Lottrup-bryg ikke bare drikkelighed, men også kvalitet og det endda helt uden at tage producenten i betragtning. Serien på i alt tre øl er ment som en hyldest til Malthe Conrad Lottrup, der i sin tid grundlagde det for længst igen opkøbte og nedlagte århusianske Ceres-bryggeri.
Stanken af fusel har Aarhusianerne siden ikke skullet slås med. Nu er der kun oliefabrikken tilbage, nåhr ja, og ghanesisk gummitræflis, ser det ud til (så hellere fusel!).
Hvilken type bryg, der præcis er er tale om, hersker der en del forvirring omkring. Navnet antyder et overgæret bryg, mens der på bagetiketten står “stærk pilsner”. Man skulle egentlig tro, at et mega-bryggericonglomerat som Royal Unibrew havde styr på øltyperne – pilsner er altid undergæret, mens ale er overgæret – men det er ikke første gang, Royal Unibrew klokker i det. Og se engang – Carlsberg kan sørme også være med.
Det er vist bare generelt de store, der ikke kan finde ud af det.
Jeg vælger at tro på frontetiketten, og Untappd, der angiver, at det er en ale. En rød én af slagsen endda, og det vækker en antydning af undren, da brygget holder omtrent samme lød som det farinsukker, den initialt dufter af. Malten er tydeligt i højsædet i bouqueten.
Og til at begynde med mærker man også den søde malt i smagen. Farinsukkeret er blevet opvarmet og forvandlet til karamel. Herefter åbner øllet sig, og frigiver mere markant humlede noter af hassel- og valnødder.
Ledsagende finder man også rigelige mængder vand, og i bitterheden også en loren bismag af hengemt, slatten kål. Det er åbenbart ikke kun betegnelserne, det store bryggeri har det lidt svært med. Deres standardforsøg på, som standardbryggeri, at brygge et specialbryg har resulteret i … et standarbryg – ikke overraskende.
Med i overvejelserne skal jeg måske også have de formidable Doctor Brew-øl. Efter dem er det meste øl jo egentlig også ret kedeligt.
Den her øl, ville dog med ret stor sikkerhed også være ret kedelig før Doctor-Brew-øllene.
Det er en rigtig overgæret ale. “Stærk pilsner”-betegnelsen er kun i relation til alkohol-indholdet.
Kære Kaj
Du bør have styr på reglerne i forhold til lovtekst. Det er jo det de store bryggerier er nødt til :o)
Lad mig bidrage lidt til din ‘sure’ classic historie. Din grafiker-ven fra Roskilde festivalen, bør ikke være så høj i kasketten over Tuborg Classic Logo/etiket. DEn vil kunne besigtiges i Carlsbergs eget museum, men her i originalt Italiensk design. Den er altså tyv stjålet. Farver, skrifttyper og hele grunddesignet.
I starten, da Classic så dagens lys, var den brygget med 5 forskellige malte og flere humletyper. I dag er den ligesom alt industriøl ‘streambrygget’. Det betyder at den er nedbrygget fra en enkelt grundøl. Denne grundøl er en MasterBrew på omkring 8% alc. Den er blevet til ved at blive brygget på en enkelt industri-bygmalt, godt hjulpet af enzymer fra Novozymes eller Christian Hansen. Urten er en slags humle granulat. Ølbranchens medova the. Og som du ganske rigtigt påpeger flere steder, så er den sur og ikke bitter, som den burde være. Samme urt til alle øl, men lidt mere surhed tilsættes sammen med farven, hvis det er en classic. Hvis det er en Tuborg julebryg, så får den et ekstra skvat farve fra orangeadeflasken. Selv Semper Ardens, som referer direkte til Carl Jacobsens passion for kvalitet bliver stream brygget, og ikke længere i Danmark.
Det er hvad de har gjort ved Jacobsens fine fundats. De skulle skamme sig. Men nu bliver de straffet. Fordi forbrugerne ikke længere gider det sure sprøjt. Mikroøl og Craftet Beer er steget med 400% på 6 år og stiger stadig.
Tak for din kritiske blog her.
Hilsen Poul
Tak for Lottrup – den slår simpelt hen alle andre øl i klassen. Flot resultat ! Jacobsens øl er ikke mere interessant – slået både i humlesmag og udstyr
Selv tak for din meget interessante kommentar, Poul. Jeg er rigtig glad for at modtage respons på endda meget gamle indlæg.
Det kommer ikke bag på mig, at Carlsberg skyder genvej og yderligere industrialiserer deres produktion. Det er også mit ydmyge lysegrønne håb, at industrigiganterne langsomt og smertefuldt dør ud, og de små overtager.
Men det er desværre ikke særlig sandsynligt. Snarere vil de små kvalitetsbryggerier løbende blive opkøbt og derefter blive industrialiseret og anonymiseret. Det er ‘udviklingen’ – og den er der som bekendt ikke nogen, der vil gøre noget ved.
Hej Kaj
Du har ret i at det er hvad man ser ske rundt omkring i verden. Jeg har arbejdet med branchen i næsten 40 år og heldigvis er det ikke hvad vi ser i Danmark endnu. Derfor synes jeg jo også at det bør bifaldes når de ‘store’ kæmper den rigtige vej. Som Carlsberg gjorde med Jacobsen, og som Royal gør med Schiøtz og Lottrup. Her bliver der ikke sprunget over hvor gærdet er lavest.
Omvendt må vi kæmpe i mod dem der opportunistisk prøver at malke kunderne ved at producere noget der giver sig ud for unikke bryg, men ofte er ringe øl, baseret på stream teknikker, ofte eksekveret på billige udenlandske bryggerier. Jeg nævner i flæng: Semper Ardens, (som ellers startede rigtigt), De 5 gårde, Skovlyst, Willemoes (ihvertfald nogle af dem), Brewmaster collction.. etc.