Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Lost Lager, Brewdog

Høj standard …

Den meget lækre øl/frugt-smoothie Hydra blev nydt til madlavningen. Jeg har faktisk en smule svært ved at se, hvad den ville egne sig til af for- og hovedretter. Men til en chokoladedessert ville den nok være ganske egnet.
Til maden valgte noget … vel – mere simpelt, kan man vel kalde det, eller mainstream på nudansk. En pilsner, omend med en antydning af variation, idet denne meget lyse, citrongule 4,7-procentssag er tørhumlet og ufiltreret. Som allerede bemærket har Brewdog for længst opgivet din status som innovativt, grænsebrydende specialbryggeri, der gjorde dem til en af lederne af ølrevolutionen. De er nu fast inventar i discountbutikkerne – omend ikke lige ved siden af industriøllene, der dog stadig kan ses – og med udstrakte arme nås – fra hylderne hvor Brewdogs øl står. Der skal derfor mere til end lidt tørhumling og grums for at få denne bloggers forventninger til brygget op over et gråt og kedeligt gennemsnitsniveau.

Skummet fejler i hvert fald ikke noget. Det stiger flot, fedtet og fyldigt op til glasranden, men ikke hurtigere, end at selv uøvede skænkere ikke sådan uden videre må trækkes med overløb. Duften peger til gengæld ikke umiddelbart i nogen heldig retning. Humle og karbonering giver sig kun spagfærdigt til kende, omend humlen – den smule der er – alligevel virker frisk og skarp, som den prikker i snudeskaftet. Alt håb er endnu ikke ude.
Inden for læberne er den heller ikke ligefrem et aromatisk vulkanudbrud – til gengæld prikker den både friskt og vederkvægende på tungen, og hvis man gider mærke efter, annammer man snart de fineste, spædeste og sprødeste små grannåle prikke pikant på tunge, gummer og gane.
Det er kun antydningsvist, hvilket netop gør brygget her til en egnet, velsmagende tørstslukker til et godt aftensmåltid.
Øl kan også godt være tilbehør ved middagsbordet – øl der har karakter af en hovedret bør faktisk nydes for sig selv, så der er mere end god plads i arsenalet til denne forfriskende og velsmagende perle.

Fra at være revolutionerende og verdensomvæltende har Brewdog vitterlig bevæget sig ind på en bredere og mere lettilgængelig sti. Men det betyder bestemt ikke, at deres produkter ikke længere er værd at afprøve. Den her kunne godt gå hen og blive semi-fast inventar i mit køleskab.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 17. marts 2021 — 14:57

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme