Humlehammeren
Vi kender nok alle de gode oplevelser, der bare også er alt for korte. Jeg har det ind imellem sådan, når jeg finder en rigtig god øl. Så prøver jeg at gemme og gemme og gemme for at få det til at række længere. Men jeg ved at det er en stakket frist, og at der skal et vist kvantum ind i kæften for at generere den eftertragtede nydelse. Og at lade øllet stå endnu længere skaber for store afstande mellem tårene og dermed nydelsen, så hvad skal man gøre?
Sådan havde jeg det også med aftenens øl. Uden at overdrive var den en af de bedste øl, jeg har nydt i meget lang tid, måske endda den bedste i år. Og selvom flasken er både flot og handy, og ikke rummer mere end der kan være i det nye glas, så jeg har endnu en undskyldning for at flashe det her på bloggen, så rummer emballagen bare ikke helt nok. Man har det som Edmund fra Narnia-bøgerne, første gang han prøver den hvide heks’ Turkish Delight.
Flot er brygget også – så vidt jeg kan se ufiltreret og derfor dejligt tåget mørkegult. Skummet synes ved første øjekast spinkelt, men her er nøgleordene “kvalitet ikke kvantitet”, thi den uanselige skumkrone består af det fineste marengsskum, der stædigt klistrer sig til glassets inderside, og efterlader udtørrede mønstre efter uddrikning.
Overraskende er det, at brygget ikke dufter af noget. Ikke af noget jeg opfattede i hvert fald. Et dårligt tegn måske, men der er en grund.
Al aromaen lader nemlig til at være gemt til smagen. Munden fyldes omgående af friskt, bittert, bittert øl – ja, sådan cirka i det forhold. Én del friskhed til to dele bitterhed, og bare én del af den bitterhed kunne få Bertel Haarder til at ligne en munter, lallende, cirkusklovn. En bitter tåge fylder munden, og giver – ja – fylde, godt hjulpet på vej af et sødt element af bergamotolie. Det hele er mistænkeligt velkendt, og jeg tør æde den sixpence, jeg købte for en slik i Irland på, at det er min nye ven, Cascade-humlen, der er på spil. Det ligger jo også lige til højrebenet what with it being et amerikansk mikrobryg and all.
Der er ikke meget mere at skrive om det, for perfektion er simpelt og lader sig hurtigt beskrive. Det er bare velafstemt, veldrejet, velproportioneret og well done!