– Kedelig britisk standardale – igen …
Blogger har været nede, ligesom Jobnet i øvrigt, formentlig fordi et eller andet, der virkede fint som det var, skulle laves om, fordi man kunne, og fordi en eller anden starut fra marketing mente, det var nødvendigt. Det er, hvad man får ud af marketing, nemlig folk, der ikke forstår det gamle ord – hvis det virker, så lad være med at reparere det! Som konsekvens er flere af mine indlæg øjensynligt forsvundet som dug for Solen. Blogger påstår, at de vil blive gendannet – men jeg har min tvivl.
Jeg er også kommet håbløst bagud med p.t. fire øl, jeg ikke har fået berettet om endnu. Jeg har ikke før været så langt bagud med opdateringerne i bloggens levetid, og det bliver heller ikke bedre af, at jeg for nylig var så fjollet at anbringe en kop kaffe indenfor min lille søns rækkevidde lige ved siden af tastaturet på den computer, jeg sædvanligvis skriver blog på. Resultatet er et defekt tastatur, som kun til nød kan bruges. Jeg troede aldig, at jeg skulle bruge Google Translates skærmtastatur til andet end at lege med kyrilliske bogstaver med, men det er da kærkomment, at problemerne på den måde kan løses, omend det er noget omstændigt at være nødt til at copy-paste alle punktummer og ø’er.
Det er situationen herhjemme i ghettoen for tiden. Men det holder mig ikke fra at fortsætte ufortrødent med den anden øl, jeg for nylig havde med hjem fra Kiwi Minipris – supermarkedet, jeg tidligere har revset for ikke at være bedre til økologi end andre supermarkeder, selvom de påstår det. I dag gælder det deres udvalg af øl, der heller ikke er imponerende. Der er et fast udvalg af ikke uinteressante udenlandske øl, der ved nærmere eftersyn ser ud til at være udenlandske standardøl – gerne britiske, overgærede øl, fordi mange herhjemme stadig tror, at overgærede øl er specielle.
Det er de bare slet ikke i virkeligheden, hvilket dagens eksempel også illustrerer: Det starter såmænd nogenlunde med en sød duft af lyse flødekarameller og søde frugter – der er noget så utraditionelt som banan-toner at spore. Farven er flot rødlig med off-white skum.
Den byder en nogenlunde frisk bittersødme ved mandlerne, der i og for sig holder længe. Det bitre element er skarpt, beks, en anelse sprittet, hvilket er underligt, da den kun holder 4,7% – og netop sprittetheden ender med at gøre den harsk, og får den til at smage som sur mælk. Karamelsødme kan netop anes som en svag essens – men også kun lige netop – og det er synd, eftersom duften ellers lover godt.
Det er nu heller ikke fordi, den er direkte udrikkelig, og ser man bort fra den surt-beske eftersmag, formår den da jævnt at behage og slukke tørsten. Men at kalde den London Pride forstår jeg ikke – omend den heller ikke er så ringe, at jeg ville kalde den Shame of London eller noget i den retning.
Jeg ville til enhver tid foretrække Fullers fine London Porter.