Nåhr ja, og fuck nazismen …
Hvis nogle læsere skulle finde mine observationer af racisme og fascisme i samfundet overdrevne eller ligefrem paranoide, vil jeg trække på skuldrene for derefter tørt og nøgternt at argumentere videre for, at en udvikling i den retning er en kendsgerning. I lørdags demonstrerede en af de få åbenlyst nazistiske organisationer ved navn Den Nordiske Modstandsbevægelse offentligt i Svendborg – angiveligt uden at blive konfronteret. Det er blot det seneste tegn på en stadigt mere foruroligende udvikling, hvor nazismen bare bliver en holdning som alle andre, som tilhængerne af den kan flashe, som var der tale om en ny bil. At nazismen imidlertid er en folkemorderisk ideologi, der har som mål at udrydde alle, der ikke deler dens totalitære grundsætninger, og/eller ikke passer ind i dens racistiske vrangforestillinger gør det netop ikke bare til en holdning – men et skadeligt og farligt standpunkt i sig selv.
Det er sygt, at mennesket ikke er bedre til at lære af historien. Det mest uhyggelige er såmænd ikke, at nogle få forskruede individer samler tråden op hvor Hitler med en blanding af bly og cyanid lod den falde. Idioter vil der altid være. Nej, det er offentlighedens totale ligegyldighed over for ikke bare en snigende nazisme, men en nazisme, der nu toner rent flag og viser sig offentligt når den kan.
Nazismen skal mødes med modstand. Uanset i hvilken form den viser sig. Det er ikke bare en ret vi har, at vise modstand offentligt, men også vores moralske pligt i lyset af den lektie historien burde have lært os.
Kun ganske lidt kan en kriek, som læserne vil vide er min absolutte favorit blandt vildgærede belgiske frugtøl, rette op på mit humør. At den kun gør så lidet har nu mindre med smagen at gøre og mere med styrken, for havde brygget indeholdt en … skal vi sige 3-4 % mere, ville jeg måske have kunnet se bare en anelse lysere på sagerne.
Til gengæld gør den kvarte liter bryg med 3,6 % alkohol ikke én så besoffen, at det er totalt uansvarligt at bevæge sig uden for en dør. Og det kan jo også nogle gange være en fordel. Og når alt kommer til alt er det jo heller ikke alkoholen alene, der er det vigtigste – men derimod bouqueten, aromaen og i det hele taget oplevelsen.
Og den starter jo med skænkningen, der går ret let. Brygget skummer tæt, men ikke specielt højt. Til gengæld er det som altid rigtig kønt sødt lyserødt over dybt, mørkt, blodrødt. Duften er lifligt sød, næsten skrap af kirsebær og der er rigeligt at den til allerede her at skræmme de mange modstandere af typen over de første mange bakketoppe og bjergpas.
Kirsebærrene er også godt fremme i smagen. Tæt, sødt, og akkurat adækvat småkvalmt er det. Og alligevel er det ikke så voldsomt, at det ikke samtidig forbliver en let oplevelse – igen på grund af den lave alkohol. Den kan drikkes i mundfulde, der er væsentlig større end nip uden at man skammer sig syndeligt. Fryden i denne kriek er nemig ikke kun gemt i krisebærrene, men også i den rigelige kulsyre samt den syrlige lambic, der ligger dejligt frisk og præsent som fundament i brygget.
En lidt lettere kriek end jeg måske hellere ville have haft den. Men da den formår at vinde på andre parametre, er det såmænd også mere end bare fint nok.
