Så nåede jeg så langt. Denne øl er nummer 1200, jeg anmelder her på bloggen. Det sker midt i en verdensomspændende corona-epidemi med en amerikansk præsident, der vil blæse truslen fra samme virus en længere march. Føj dertil et amerikansk primærvalg hvor det vigtigste ser ud til at være, at forhindre den eneste fornuftige kandidat i at blive opstillet. Dette gøres ved at sikre den mest uduelige kandidat opstilling – en kandidat der efter alt at dømme er langt mere mentalt hæmmet end den allerede siddende. Alt sammen fordi det kræves af partiets konforme, centristiske, korporative magthavere. Samtidig må jeg selv slås med arbejdsløshed og depression, og at verden ser ud til at gå rent ad helvede til, gør jo ikke noget videre godt for mit velbefindende …
Ikke det kønneste bagtæppe for et ellers flot rundt antal anmeldelser. Men man kan ikke altid få det helt, som man vil have det. En ordentlig øl i dagens anledning, skal læserne i dog ikke snydes for. Den her har ligget på lager længe og var egentlig ikke tænkt som den øl, der skulle drikkes i anledning af at tre cifre i tælleren skiftede samtidig. Det var snarere den mest spændende øl i køleskabet jeg kunne finde, da jeg opdagede at det var ved at være tid igen til at markere et dobbeltrundt antal skriverier.
Det er et lokalt bryg – den langt fra ukendte Limfjordsporter lagret en måned ekstra på egetræ. Det kan ikke ses – brygget er den samme velkendte højt bruntskummende, tætte tjæresuppe som vi alle elsker så højt. Hvor søde noter af lakrids normalt kan mærkes i bouqueten, lader disse til at være helt erstattet af mørkere, bitrere noter. Kaffe i kombination med træet, brygget har lagret på mærkes tydeligt – og forbløffende harmonisk i betragtning af, hvor stærkt de træder frem.
På samme måde er det i aromaen. Lakridsnoterne – som jeg altid har fundet en anelse ved siden af bryggets øvrige smag – er nedtonet til fordel for et bitrere, smallere men også mere intenst smagsspektrum. En simplere udgave af Limfjordsporteren, der som et stykke virkeligt ingeniørkunst er gjort bedre – ikke ved at man har tilføjet noget – men ved at man har fjernet noget, for så at understrege noget af det oversete i brygget, der viser sig endnu bedre, når det rigtig får lov at folde sig ud.
En mere harmonisk udgave af den lokale Thisted-klassiker, men uden at der er gået på kompromis med kvaliteten – den er helt i top, og faktisk endnu mere i top end i originalen.
Well done! For min skyld måtte tricket med at lade Limfjordsporteren lagre på eg en måned ekstra gerne blive noget, bryggeriet gør permanent. Ved mig selv fryder jeg mig lidt ekstra over, at det lykkedes at finde et rigtig godt bryg til jubilæet.
Husk at vaske hænder derude – vi ses snarest til flere anmeldelser.