Limfjords-Porter, Thisted Bryghus

De indledende skriveøvelser til dagens indlæg blev ved et trylleslag til en selvstændig artikel. Så i dag går vi lige til anmeldelsen, der i øvrigt var et ønske fra Daniell, der bor i Aalborg. Jeg er altid åben for ønsker, især da når det gælder velsmagende produkter som dette.

Til at begynde med skal jeg lige gøre rede for, hvilken ølklasse vi her har med at gøre. Det er nemlig første gang, at en porter anmeldes.

Jeg vil i mine etiketter ikke bruge ordet porter. Jeg vil bruge ordet stout, da det dækker over det samme, nemlig en overgæret øl, brygget på ristet malt. Øltypen stammer fra England, og det er ikke usædvanligt, at det krydres med utraditionelle ingredienser. Typen har aldrig rigtig slået igennem i Tyskland og har derfor så ringe relevans for indholdet og intentionen i Reinheitsgebot, at jeg ikke vil vurdere stouts ud fra de tyske renhedsforskrifter.

Nogle purister vil dermed savne, at jeg kalder disse øl beskidte – og nu ved de hvorfor. Nu til anmeldelsen.

Man bliver nærmest overvældet af bryggets kraftige, maltede duft, når man åbner den. Man mærker mest de søde toner, men man ved også med det samme, at der venter én en bitter oplevelse forude. Men det er bitter på den fede måde!

Glasset fyldes nu, at et umanerligt mørkt og tykt bryg. Stouts er ganske vist fyldige i konsistensen og mørke i løden, men dette her tager så gu’ prisen. Det er farven på himlen en måneløs nat i december i overskyet vejr i Vildmosen i Vendsyssel. Eller måske farven på vandet på bunden af Aalborg Havn ud for Portland-fabrikken. Det er jo immervæk en Limfjords-Porter.

Smagen skuffer heller ikke. Den er til at begynde med karamelagtigt sød med toner af lakrids, hvorefter en meget lækker, massivt fyldig bitterhed tager over. Hele munden fyldes af en bitter aroma så kraftfuld, at den næsten skal tygges, og undtagelsesvis matcher det faktisk den kraftfulde smag godt, at alkoholprocenten på 7,9 samtidig giver den indre varme. Nota bene: Styrken er ikke skabt af tilsat glukosesirup, men alene af råvarernes styrke.

Det er smagen af tygget skrå, skibsbeg, havgus og skippersved – men alt sammen på den fede måde.

Det er en velkrydret, karakterfuld stout – en øl med gods i, der skal nydes langsomt, for man kan ikke andet. Det er for det første synd at drikke så godt øl hurtigt. For det andet ville det med garanti give mavepine, hvis man gjorde. Det er af samme grund en udmærket øl at blande op. Bryggeriet har selv en række forslag på bagetiketten, så det er bare at komme i gang.

Nå ja. Limfjords-Porteren er krydret med lakrids. Men det er ikke en snydeøl af den grund. Lakridsen spiller fint sammen med øllets øvrige nuancer, så det vinder i karakter på en måde, som jeg har svært ved at forestille mig, man kunne have opnået på anden vis. Lakridsaromaen giver både fylde og en vis sødme til at spille op imod den massive bitterhed.

Endnu engang styrer Nordjylland. Skål!

13/09-2010
NB: En ølnyder har venligt gjort mig opmærksom på, at der kan være forskel på stout og porter. Stouts brygges ganske vist med overgær, hvorimod portere sagtens kan være undergærede. Dette er f.eks. tilfældet med nærværende øl. Dertil kommer, at stouts ofte indeholder umaltet, ristet byg, for at justere smagen.

Jeg finder dog ikke forskellene så afgørende og endegyldige, at jeg vil ændre min praksis med at kategorisere portere som stouts. Dels fordi de kategoriseres ens i danske stilartsdefinitioner, dels fordi min etiketsamling i forvejen er en rodebutik, som jeg gerne ville simplificere en smule.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!