Interessant …
Ole, som vi mødte i sidste indslag, skulle videre til DR-byen – sikkert i et eller andet meget vigtigt ærinde, hvor han skulle trykke hånd med nogle meget kendte mennesker. Så var der jo kun Marcus og mig tilbage – samt flere belgiske øl, jeg havde stillet i køleskabet til senere nydelse.
Det drejer sig om tre øl af mærket Leffe – et godt belgisk brand, som jo nok ikke er blevet hverken mindre kendt eller mindre distribueret af at være blevet opkøbt af megamastodontbryggerigiganten Anheuser-Busch InBev. Det er verdens største bryggeri, og efter at have opkøbt verdens næststørste bryggeri, Sabmiller, for kort tid siden, er afstanden ned til d. nye nr. 2 nok forøget så meget, at folk med tendens til højdeskræk stærkt frarådes at kigge ned.
Det anslås, at hver 3. øl, der drikkes i verden nu er produceret af AB Inbev, som gigantkoncernen så anonymt betegner sig selv. Det er jo lige før man føler, at det er et mikrobryg, man har i hånden, når man står med en Carlsberg Premium …
Og så måske ikke alligevel. Uanset hvad, laver Leffe nogle interessante øl, og disse skulle slet ikke være til at få fat på i Danmark. Jeg takker endnu engang Black Ben for donationen.
Den første, vi prøvede, var denne IPA. Alene tanken om en belgisk IPA er interessant, da øltypen traditionelt hører uløseligt sammen med den angelsaksiske verden. Belgierne er også bedre kendt for mørkt sødt øl, og er det endelig lyst, så er det typisk stadig sødt og i øvrigt brygget på hvede.
Umiddelbart er det heller ikke de mest typiske IPA-noter, der præger brygget. Det klare, filtrerede bryg med det klæbrige skum udstøder en bouquet, der er væsentlig mere æblet end cascadet eller bergamotoliet (ja, det er adjektiver når jeg siger det!)
Æblerne genfindes i smagen, men heldigvis sammen med en rå, bitter og kras humle, der også er mere en bare tilstrækkeligt IPAet. Mest markant er dog hverken humle eller æble, men derimod mangfoldigheden. Brygget byder på en mægtig runddans af alle mulige smagsoplevelser og nuancer, der er akkurat så koreograferet, at danserne ikke snubler og vælter rundt i hinanden. På den anden side er det bestemt heller ikke den kgl. ballet, vi frekventerer – snarere den Færøske Olai-fest før der er kommet sådan rigtig meget brændevin ind under folkedragten.
Der er lidt af det hele. Æble giver sødme sammen med aromatiske og letparfumerede roser, en snert af hyldeblomst og alteabolsjer. De friske grannåle river sammen med alkoholen, og malten giver en letfyldig honningfornemmelse, der løfter det hele lidt op.
Marcus fandt det mest forvirrende. Han syntes, de mange forskellige smagsindtryk i sidste ende ophævede hinanden, så brygget faktisk forekom karakterløst.
Det vil jeg bestemt ikke kalde det, omend det da nok kan virke forvirrende undervejs. Ikke desto mindre går humlebitterheden som en rød tråd gennem hele oplevelsen. Det er nok ikke traditionel IPA-bitterhed, men bitterhed ikke desto mindre, og alt det, der farer omkring én er om ikke andet ganske interessant.
