End ej en Greve …
Der gik ikke mange minutter … faktisk tror jeg, at den første kommentar på mit indlæg om Ørbæks øl, Ginger Queen, faldt på rekordtid efter anmeldelsens udgivelse. I indlægget nævnte jeg, at jeg havde Lakridskongen i venteposition, og at jeg ville nå til den, når jeg – vel – nåede til den. Men læserne ville have en anmeldelse ASAP for, som læseren Martin så ærligt gengav det; “så vi ved om vi skal gå i en stor bue rundt om, eller gå direkte efter nektaren.” Med andre ord findes der altså et kontingent læsere på min blog, der anser mig for en art forsøgskanin eller mundskænk, der prøver øllene af, før andre behøver lægge smagsløg til, tillige med tid og ressourcer.
Det er en rolle jeg gerne påtager mig, og i øvrigt har påtaget mig eksplicit mange gange før. Jeg afprøver gerne øl, så andre kan være advaret og undgå dem, hvis de skulle vise sig at være rædsomme. Og skulle de være gode, vel, så behøver jeg ikke lide for folkeoplysningens skyld. Og når jeg lider, kan jeg efterfølgende tage en grusom hævn, når brygget anmeldes – jeg kan ikke tabe.
Visuelt gør brygget det godt. Det er lige så mørkt som man forventer det af et ‘kongebryg’ (ingen – gentager ingen forbindelse til det aldeles fine mikrobryggeri på den nu nedlagte Næstved Kaserne). Skummet følger godt med, tæt og højt som det er med en matchende lystbrun lød. Bouqueten har til gengæld allerhøjest status af nedre adel – måske en junker, hvis betroede besiddelser begrænser sig til nogle stillestående sumpområder i rigets mest negligerede og uvigtige udkant. For vand udgør bunden i en uinspirerende duft, hvor den vage sødme, der afslører at det trods alt ikke er postevand man står med, er så konturløs, at den dårligt lader sig kategorisere – heller ikke under ‘lakrids’.
Brygget byder på en behersket overraskelse når det smages. Det er faktisk fyldigere og med langt mere kontur end den spinkle aroma lod forvente. Maltbunden er rund og blød, bitterhed af kaffe er måske ikke ligefrem gennemtrængende, men kvaliteten af bønnerne er fin, og vandet får ikke lov at fylde for meget.
Lakridsen, eller rettere lakridsroden – for det er, hvad brygget er blevet tilsat ud over de 4 klassiske ingredienser, hverken mere eller mindre – melder sig på bagkant. Ved mandler, gane og kindtændernes gummer træder den klare og umiskendelige smag af netop lakridsrod frem. Som havde man tygget på sådan én lige efter øllet var drukket. Underligt adskilt, og derfor meget tydeligt som en bismag, der slet ikke integrerer sig i det øvrige – langt fra mislykkede – bryg, melder det sig anmassende, uskønt. Som festens smart ass der selv synes han (er det oftest) er guds gave til menneskeheden, men som pudsigt nok altid må mose sig ind i andre festdeltageres samtaler, fordi ingen gider tale med ham.
Næh, nogen konge bliver dette bryg aldrig. Lakridskongen er endnu et godt argument i en lang række for at afskaffe monarkiet og indføre en republik. Junkerstatussen skal brygget dog have lov at beholde – og måske er besiddelserne endda også af en vis klasse. Men bare til Greve eller Baron er der heller ikke nogen udsigt til, at brygget nogensinde avancerer.
