Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

La Goudale IPA, Brasseurs de Gayant

Selv tyskerne styrer det bedre …

Et impulskøb. Det beskriver vel bedst grunden til at jeg nu skriver om denne øl. Den stop på en hylde med spotvarer i Netto på Rantzausgade, Nørrebro. Ingen pris, ingen beskrivelse, ingenting, andet end at jeg kunne huske, at jeg havde prøvet øllet engang før – sidste år til jul. Nåhr ja, og så havde flasken en fiks form. Jeg køber ellers aldrig varer, hvis ikke der står pris på – det er vel sådan en slags principsag, men her gik jeg altså på kompromis med de gode intentioner, og valgte at lægge den i kurven alligevel.

Og se nu, hvad der kom ud af det … At Frankrig i det hele taget ikke har formået at imponere særlig meget som brygnation burde have tjent rigeligt som advarsel. Min erfaring indtil videre har været, at franskmændene enten lader alle deres bryggerier opkøbe af aktører fra andre lande – gerne Danmark, idet Carlsberg har sat sig på den lokale industrigigant Kronenbourg – eller de brygger sløje kopier af klasseøllene fra nabolandet mod nord – Belgien.

Her har de åbenbart prøvet at koble sig på den globale ølrevolution med en international klassiker. IPA stammer måske nok fra Storbritannien oprindeligt, men den har gået sin sejrsgang i alle de lande, hvor ølrevolutionen har slået igennem.

Dette franske bud på en IPA starter utraditionelt, men i øvrigt hæderligt med en frisk duft af sure æbler, der måske lige akkurat er begyndt at gære. Humlen – typens signaturingrediens – lurer såmænd stadig i baggrunden. Indtil nu glædes man mere ved det nyskabende end en svigtende karakter.

Idet brygget når kæften, er indtrykket imidlertid et ganske andet. Humlebitterheden er der da. Men selv ikke videre karakterfulde pilsneres bitterhed er mere rå og voldsom end dennes. Mundfornemmelsen er underligt glat og indifferent. Brygget er dovent i udtrykket, hvilket dæmper den friskhed, der ellers også karakteriserer brygget. I det hele taget er førstehåndsindtrykkene præget – ikke af den egentlig lovende anderledeshed fra duften, men derimod en voksende skuffelse over, at anderledesheden som frygtet indikerede, at der var tale om en fredagsmodel.

Leder man lidt og giver man den lidt mere tålmodighed, end den egentlig fortjener, kan man da også finde IPA-noterne i den nogenlunde friske træbitterhed ved gummerne. Samme types tegn på, at der ikke har været helt styr på processerne – gærsmagen – titter imidlertid også frem, omend i et ikke videre generende omfang.

Så selv på de parametre, hvor brygget mislykkes, kan det ikke engang finde ud af at mislykkes ordentligt. Både på det positive og det negative er brygget på det jævne i en grad, så man dårligt kan andet end at være jævnt skuffet. Akkurat bestået, må være dommen over dette første franske forsøg, jeg har prøvet, på at tilkoble sig den globale ølrevolution.

Et andet land, jeg ikke sjældent beskylder for at have ringe held med at tilkoble sig ølrevolutionen er Tyskland. Hvor mange gange har jeg ikke brokket mig over tyskernes konservatisme og modvillighed mod forandring. På det felt har de her fundet deres overmænd m/k. Tyskerne brygger vitterlig IPA’er der er klasser bedre end franskernes.

Updated: 12. december 2017 — 19:26

4 Comments

Add a Comment
  1. Hej Kaj.

    Har stået med den der flere gange i min på-vej-hjem-fra-arbejde-knap-så-lokale-Netto, men ikke rigtigt bidt på.

    Smag er jo meget forskelligt. Og denne her scorer vildt lavt, men jeg nyder den gerne.

    https://www.ratebeer.com/beer/gayant-la-goudale/9157/

    Kender du den???

  2. Hej Kaj.

    Har stået med den der flere gange i min på-vej-hjem-fra-arbejde-knap-så-lokale-Netto, men ikke rigtigt bidt på.

    Smag er jo meget forskelligt. Og denne her scorer vildt lavt, men jeg nyder den gerne.

    https://www.ratebeer.com/beer/gayant-la-goudale/9157/

    Kender du den???

  3. Jeg tror, jeg har set den. Men ikke prøvet endnu i hvert fald. Så jeg skal ikke kunne sige det.

  4. Hej Kaj
    Skal der ikke være plads til andre end kællinger, der ikke kan tåle en lille smule bismag efter første berøring med læberne?
    Hilsen den fortvivlede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme