L for Lemon Shandy, Harboe

I’d buy that for a dollar …

Her indtræder et lille intermezzo i alt det vildt fancy øl, jeg i over et halvt år har svælget i. Det startede i oktober sidste år med, at jeg ikke havde salt til et æg, og endnu mindre til øl … selvom jeg godt nok ikke bruger salt i mit øl …

Hjælpen kom hurtigt. Siden blev det min fødselsdag. Så fik jeg hjælp fra Bryggeriforeningen, så indløste jeg et gavekort, jeg fik til førbemeldte fødselsdag, og så var der det løse hist og pist … Det er gået godt, er det, og det er jeg rigtigt glad for. Jeg kan ikke sige tit nok, at jeg er glad for mine læsere og glad for alt det, jeg får lov til og mulighed for at smage.

Men jeg skal ikke glemme mine rødder. Min begrundelse for at prøve en given øl er den simple, at den er der, og jeg er aldrig gået af vejen for at købe det billigste, mest uprætentiøse industrielle sprøjt, jeg kunne finde – for hvorfor skulle det være mindre egnet til anmeldelse end alt muligt andet? Jeg vil gerne være forbrugernes stemme, og så bliver jeg også nødt til at prøve lidt af det, forbrugerne rent faktisk har adgang til.

Og det har de i hvert fald til det her bryg … eller, det ved jeg faktisk ikke om de har, for det stammer helt tilbage fra et af de sponsorerede parti øl, jeg fik tilbage i oktober måned. Allerede dengang var den en overligger fra sommeren, der er sæson for disse bryg – en blanding af citronsodavand og øl. Her – paradoksalt nok i betragtning af Harboe-bryggeriets tyske inspiration – bruges den angelsaksiske betegnelse ‘shandy’. Det må lyde mere hipster, eller marketingsmart end radler, det udtryk som det næppe er nogen hemmelighed at jeg selv foretrækker.

Som disse bryg ofte gør, ligner produktet – især på den ringe skumdannelse – mere sodavand end øl. Farven er næsten skærende citrongul, men man hæfter sig alligevel ved uigennemsigtigheden der peger i retning af opblanding med limonade snarere end egentlig sodavand. Citronen udebliver bestemt heller ikke i duften, og man må indrømme, at mundvandet springer på samme måde, som lige før man sætter et brusende friskt og syrligt sommerdrik for læberne. En industriel kant, der i betragtning af bryggets ingrediensliste (hvis længde og lixtal er sammenlignelig med indholdet af visse avancerede psykofarmaka) næppe er overraskende, gør sig imidlertid også gældende.

Brygget smager mest af det, der er mest af. Det består nemlig kun af 40 % pilsnerøl (der næppe i sig selv smager af voldsomt meget – bryggeriet taget i betragtning) – resten er citronlimonade. Det er bestemt et letdrikkeligt og syrligt friskt bryg, som jeg på stedet indrømmer massiv brugbarhed i sommervarmen. Øllet er ganske vist godt skjult, men det er jo nok det, de unge vil have. Alligevel kan øllet akkurat mærkes som en vag maltfylde ved mandlerne, og jeg vil i øvrigt slet ikke udelukke, at den humle, der ikke kan smages, dæmper noget af sukkersødmen (men ikke det hele), så citronsyrligheden træder mere frem og dermed gør vitterlig, at det ikke bare er en sodavand, man sidder med.

Duftens industrielle indslag mærkes forbløffende lidt – hvis overhovedet i smagen, og dermed er den hidtil bedste industrielle danske radler en realitet. Den smager faktisk godt, hvor det fremmeste, man kunne sige om Carlsbergs og Royal Unibrews bud er, at de da i det mindste ikke er så ringe, at de skal hældes ud.

Og så er den billig – en sølle femmer kaster jeg gerne efter sådan én her, hvis sommervarmen virkelig skulle få fat igen.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!