For tredje gang anmelder jeg øl fra Kvicklys Ølfestivalg – ølfestivalen med den finurlige stavefejl, der markerer, at det ikke bare er skæg og sjov det hele, men en konkurrence, hvor forbrugerne til sidst afgør, hvilken øl, der er den bedste, og skal finde permanent plads på Kvicklys hylder i fremtiden.
Med risiko for at gentage mig selv, skal al hæder og ære være Kvickly til del for at arrangere eventet. Selvom der måske er nogle ølsnobber derude, der fnyser lidt ad arrangementet eller i hvert fald smiler overbærende, fordi der ikke er sådan rigtigt specialøl med, men mestendels øl af den letløbende slags, så har ølfestivalget i mine øjne væsentlig betydning for specialølmarkedet alligevel. Alene det, at man gør specialøl tilgængeligt for et bredt mainstreampublikum ved at tage dem ud af specialforretningerne, og sætte dem på supermarkedshylderne i stedet, gør at andet end industrielle pilsnere bliver præsenteret for en større aftagerskare. Kvickly agerer faktisk murbrækker for en allerede stærk kvalitetstrend, som det er vigtigt at holde fast i, og få flere med på, så verden ikke igen drukner i kedeligt, ligegyldigt industrielt pilsnerpjask.
Det bekymrer mig derfor lidt, at det kunne se ud til, at bryggerierne ikke viser arrangementet den samme interesse som tidligere. I 2014 var der 12 forskellige bryg med. I 2015 var det faldet til 10, og i år er kun 7 med. Pladderballe Bryghus er ikke med mere. Om det skyldes Jan Monrads tragiske dødsfald i november ved jeg ikke, men det er nærliggende at tro. Fra det smertelige til det mere interessante – Krenkerup er heller ikke med, og dermed er de sidste to års første og andenplads ude af slutrunden. Det betyder, at der i år faktisk er øget spænding om, hvem der kommer til at vinde. Vestfyen og Rise Bryggeri (min favorit sidste år) har også trukket sig – og at Vestfyen i det hele taget var med i en specialøls/mikrobrygkonkurrence, har jeg i betragtning af bryggeriets størrelse og industrielle karakter fundet temmelig besynderligt. Tilbage er til gengæld kronjyske Raasted, der glimrede ved deres fravær sidste år.
Jeg håber, tendensen vender igen, for der bliver næppe noget ølfestivalg 2017, hvis antallet falder meget mere end det allerede er. Hermed er opfordringen til at deltage givet videre til eventuelle bryggerier, der læser med.
De deltagende ved årets ølfestival er (nævnt i den tilfældige rækkefølge, man kan se dem i på billedet):
1. White IPA, Indslev Bryggeri
2. Kellerbier, Fur Bryghus
3. Chokolade & Chilli Stout, Ørbæk
4. Hoppy Belgian, Raasted
5. Økuller, Svaneke Bryghus
6. Ship to: New Delhi, Rækker Mølle
7. American Ale, Bryghuset Braunstein
Igen kunne jeg spekulere i, hvordan udvalget ved årets Ølfestivalg peger i retning af nye tendenser på ølmarkedet. Med det indskrumpne udvalg, vil jeg dog være varsom med at udtale mig kategorisk. Jeg konstatere, at det lyse er i højsædet med to IPA’er, en IPA-variant, en amerikansk inspireret ale og en cream ale. Så er Ørbæk og Fur med deres mørkere øl noget i undertal.
Men udvalget stritter alligevel i så mange retninger, at jeg ikke vover at udtale mig generelt. Selvom der er meget lyst, er der inden for det lyse både fokus på det skrappe, det afdæmpede, det humlede, det maltede og det friske, så ingen gisninger om trends denne gang.
Allerede nu kan der stemmes på hjemmesiden www.oelfestivalg.dk
Herfra vil jeg blot ønske velkommen til endnu et Ølfestivalg hos Kvickly.
UPDATE! Det er lykkedes mig for andet år i træk at vrøvle om deltagerne ved årets ølfestivalg. Raasted var også med sidste år, hvor de bestemt ikke glimrede ved noget fravær, men tværom deltog med en ganske hæderlig stout. Det var Indslev, det fynske hvedebryggeri, der ikke var med sidst men nu er med igen, med en ‘White IPA’. Så skulle det vist også være på plads.