Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kvicklys Ølfestivalg 2014

Store nyheder

Jeg har tidligere anmeldt øl fra Kvicklys Ølfestivalg, og samtidig ærgret mig lidt over, at det sjældent er lykkedes mig at behandle emnet adækvat. Jo, et udvalg af øl fra hver Ølfestivalg er det da blevet til, men det er aldrig lykkedes mig at behandle de mange øl til bunds, eller sagt på en anden måde: Det er aldrig lykkedes mig, endsige inden for festivalgets forløb – eller for den sags skyld efter – at afprøve alle de mange øl, der bydes på.

I år skulle det være anderledes. Jeg satte mig til computeren og kontaktede Kvickly. Jeg fortalte dem om min ølblog og at jeg var interesseret i, at anmelde alle øl fra Ølfestivalget, hvis de ville sponsorere dråberne. Samtidig linkede jeg til et par af de anmeldelser, jeg gennem tiden har lavet af deres Festivalg-øl.

Jeg nåede at afskrive enhver chance for at for et positivt svar, og spekulerede mere på, hvor hånlig afvisningen mon måtte være. Især i lyset af de linkede anmeldelser. Jeg er jo ikke just kendt for mit blide sind, når det gælder ølanmeldelser, hvilket især har kunnet mærkes på mine anmeldelser af netop Kvicklys Ølfestivalg-øl.

Men sådan gik det ikke. De vendte tilbage med et meget positivt svar, og nu står de så på mit køkkenbord – alle tolv styk, klar til at blive anmeldt inden Ølfestivalgets afslutning d. 18. maj.

Så jeg har lige pludselig fået nok at se til.

Jeg har lovet Kvickly, at jeg vil anmelde alle 12 øl her på bloggen, at jeg ikke vil anmelde nogen andre øl før de 12 er anmeldt, at jeg vil anmelde mindst en øl om dagen (det bliver jeg nødt til, hvis jeg skal nå det før arrangementet slutter), og at jeg som altid vil være hudløst ærlig i mine anmeldelser.

Jeg har også tidligere anmeldt øl efter ønske, hvilket jeg altid er glad for, men det har jeg altid gjort med den lidt tvetydige følelse, at afsenderen havde interesse i en god anmeldelse, og at jeg derfor skulle passe på, hvor kritisk jeg var. Det kunne selvfølgelig aldrig falde mig ind at forstille mig det mindste for ikke at bide den hånd, der fodrer mig, når det gælder donationer direkte fra bryggerier eller andre interessenter. Men tanken har da strejfet mig, og det evige spørgsmål, om man ikke ubevidst alligevel tilpasser lidt eller giver en halv stjerne mere, nager også …

Men ikke i dette tilfælde. Her er Supermarkedskæden Kvickly den glade giver, og ikke noget bryggeri, så der er ingen interessekonflikt i forhold til mig, og bryggerierne bag de bryg, jeg anmelder. Om Kvickly bagefter får ballade for, at de lod mig anmelde bryggene – se det er jo ikke noget jeg umiddelbart vil blive berørt af, ud over at Kvickly måske så ikke vil lade mig lave nummeret igen. Jeg vil under alle omstændigheder sige Kvickly en stor tak for samarbejdet og den fine gave, som jeg altså i de næste 12 indlæg vil anmelde. Desuden skal Kvickly have en stor tak for med deres Ølfestivalg at udbrede kendskabet til mindre bryggerier i Danmark. Næsten uanset kvaliteten af Ølfestivalgets bryg, viser supermarkedskæden, at der findes alternativer til de ellers altdominerende mastodonter, Harboe, Royal Unibrew og Carlsberg, og jo mere opmærksomhed hine alternativer får desto bedre – for øllenes kvalitet, forbrugernes valg og (hvor jeg dog hader mig selv for at sige det) – de mindre bryggeres konkurrenceevne.

Det drejer sig om følgende øl, nævnt (men ikke anmeldt) i samme rækkefølge som Kvickly gør på stemmesedlen – ja, inden d. 18. maj kan man jo stemme på sin favorit, og vinderen af afstemningen vil indgå i Kvicklys faste sortiment:

Krenkerup Weissbier
Nørrebro Bryghus Ivory Blonde
Randers Raasted Chili Lakrids Porter
Braunstein Økologisk HARBOUR IPA
Fur American Pale Ale
Thisted Mesterbryg
Pladderballe Bryghus Svagpisser
Vestfyen Mandarin Dream
Svaneke Le Zèbre Saison
Ørbæk Bryggeri Jagtøl
[Rækker Mølle] Sorte Per
[Indslev Bryghus] Bamberg Hvede

Jeg har travlt. Deadline er d. 18. maj, så jeg må hellere komme i gang …

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme