Nu har jeg aldrig …
For et par uger siden begræd vi bortgangen af vor herre Jesus Kristus for vores synder på korset og bla bla bla. At det i dag ikke er en festdag, hvor vi fejrer det eneste rigtig gode, Adolf Hitler gjorde denne dato for 74 år siden, er mig en gåde. Man kunne gøre det til en særlig mærkedag som alle nazister – I ved, sådan nogle som Rasmus Paludan – kunne bruge til at gå i deres store leders fodspor, og gentage det, der rent faktisk lykkedes for lille Adolf, den sidste dag i april 1945.
Det er nok bare ønsketænkning fra min side. Men jeg ville da lige lufte ideen, nu hvor datoen ville have været så passende.
Min realistiske forventning til, at det rent faktisk skulle blive en ting, er omtrent på samme niveau som forventningerne til denne øl. Den var en gave fra min kære far, der i sit otium kun meget sjældent gider drikke øl – og især ikke noget, der forekommer så generisk som denne.
Jeg har tidligere været inde over Kronenbourgs pilsner, som vel nok er Frankrigs kendteste øl. Det er ærgerligt at to grunde; øllet er ikke særlig godt, for at sige det mildt, og øllet er ikke sådan rigtig fransk, eftersom Kronenbourg-brandet er ejet af Carlsberg. Det kan desværre ikke undgås, at det er med Kronenbourgs horribelt generiske standardpilsner i baghovedet, at brygget blev åbnet.
Men allerede idet den åbne dåse sættes for næsen, stritter brygget imod alle fordommene. Det skal her indskydes, at 1664 Blanc er en hvedeøl med tilsat appelsinskal og koriander. Snyd vil nogen sige. Min imponerethed over hvedeøllenes herligheder er imidlertid så afdæmpet, at jeg ikke vil brokke mig, når man prøver noget nyt – eller gammelt – for at puste lidt liv i en fortærsket, og aldrig sådan rigtigt tilfredsstillende god ølstil.
Blomster og søde frugter – æbler og appelsiner – vælter frem før og mens brygget skænkes. Det høje, fedtede og standhaftige hvide skum gør skænkningen af det citrongule, nydeligt tågede bryg til en langstrakt affære, men det visuelle resultat er hele besværet værd.
De sidste rester af fordomme og sløje forventninger man måtte have krakelerer og falder til jorden i store skår idet glasset sættes for munden. Forfriskende, opkvikkende og forbløffende velsmag af vanille, citronsukker og hyldeblomst nærmest snubler over hindanden for at nå smagsløgene, så de hver især kan være de første til at uddele søde kram og blide kys til dem og gummerne.
Overraskende nok, er ikke alt, der hører hvedeøllet til, kvalt i tilsætningerne. Den friske syre og en antydning af gær er bevaret, men ingen af delene i en grad så det forstyrrer, endsige ødelægger. Derimod spiller syren fint op med aromaerne i det ellers ganske lette og vederkvægende bryg, der således ikke bare formår at smage godt, men også forfriske i sommervarmen.
En sommerøl, der smager af noget – jo, det kan faktisk godt lade sig gøre.
