Wittelsbacherne, den bayerske kongeslægt, havde i 200 år monopol på Weißbierproduktionen i Tyskland. Det fremgår ikke præcis hvornår de havde dette, men alene det, at der har været et monopol borger ikke for kvalitet. Det gør monopoler aldrig. “Derfor er den frie konkurrence vigtig” sufflerer ultraliberalisterne som skudt ud af en kanon, uden tanke for, at det netop den frie konkurrence uvægerligt fører til monopollignende forhold. En eller anden vinder den forjættede konkurrence, og så opnår man præcis det, som konkurrencen skulle forhindre.
På trods af König Ludwig Weißbiers uigennemskinnelige gule grumsethed (husk nu, at dette er godt) og en ren, næsten bolsjesød, omend svag bouquet, så formår den i hvert fald ikke at imponere. Om dette nu er monopolets skyld skal jeg ikke udbrede mig om – grundene kan jo være så mange – men alligevel er det da påfaldende, at monopoltilstande kan forbindes med et produkt af så tvivlsom kvalitet. For hvad der end måtte have været at kvalitet i duft og udseende går ikke igen i smagen.
Den smager mest af gær, så ligesom hos Dansk Pilsner møver det, der burde have været en bismag, sig frem som en anden elefant på krigsstien, og dominerer hele smagsbilledet. Der er ingen søde toner at spore, ja, ud over bryggets trods alt noget fyldige finish er der faktisk ikke noget som helst ved denne weißbier, der karakteriserer weißbier. Det hele drukner i et gråligt-grumset morads af gær, sure sokker og en sprittethed, der er sammenlignelig med en konservators værktøjskasse. Den eneste antydning af hvede er en flad kornet smag, uden særlig karakter eller fylde. Det kunne, så vidt jeg kan vurdere, have været en hvilken som helst kornsort, der var tale om.
At have lige netop denne øl på hylderne med specialøl gavner heller ikke Fakta i nærværende tema. I danskernes øjne er den selvfølgelig speciel bare ved det at den er fra udlandet, og brygget på en anden kornsort end byg. Jeg synes, det mest specielle ved den er, at en weißbier kan smage så grimt. Selv kongeligt øl fra Bayern rokker ikke ved, at der fortsat er tale om tyndt øl.
Ganske vist har bryggeriet en lang række produkter på markedet ud over de to på denne ølblog testede. Men min foreløbige konklusion er utvetydigt, at der ikke har været noget at komme efter indtil videre, og jeg føler mig ikke ligefrem tilskyndet til at prøve mere fra det kongelige bayeriske bryggeri. Alt tyder på, at bryggeriet har haft sin storhedstid – lige som det bayerske kongehus i øvrigt. Nu mangler vi bare, at befolkningen herhjemme indser det samme om det danske.