De fik chancen …
Første indslag i nytårstemaet er både lidt en tilsnigelse og et hængeparti. Det er den næstsidste øl i mit køleskab fra Faktas slagtilbud fra oktober måned på det, de kalder specialøl, men som mest af alt er standardøl fra udlandet. De indgår derfor ikke som sådan i Faktas sortiment, men jeg har valgt at tage dem med i temaet alligevel – dels fordi øllene jo vitterlig er købt i Fakta, dels fordi det giver Fakta mulighed for et forspring. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke har de store forventninger til kvaliteten af Faktas standardudvalg af gærede humleprodukter, og derfor vil det kun være en fordel for dem, at jeg lægger ud med at anmelde en udenlandsk øl, der ikke er del af deres standardrepertoire og samtidig unde dem kredit for det. Endelig skulle jeg jo finde på et tema, der kunne lade sig gøre med de øl, jeg havde tilbage efter nytår. Fælles for dem var, at de var købt i Fakta. Jeg lover dog, at denne sidste grund var den mindst tungtvejende.
Indehaveren af bryggeriet kan i øvrigt føre sin æt tilbage til den bayerske kongeslægt, Wittelsbacherne, der desuden havde stor betydning for indførelsen af det tyske Reinheitsgebot i 1516. Det er altså intet mindre end kongeligt øl, Fakta har haft på hylderne. Det borger jo for en vis kvalitet, og det skal blive spændende at se, om forventningerne bliver indfriet.
En vranten republikaner som jeg lader mig selvfølgelig ikke narre, så mine forventninger var ikke skruet i vejret, da kapslen røg af flasken, og det var nok meget godt. Det orangemørke bryg er jo meget flot i sig selv, men det gyldne skums skrøbelighed antyder, at farven lover mere, end øllet kan holde.
Det er jo ikke fordi denne øl smager ringe som sådan. Som bajersk øl har den de typiske toner af kaffebitterhed og ristet malt kombineret med en let sødme, der spiller ganske fint op mod bitterheden. Maltbitterheden behager jævnt langs tungens sider, og lover godt i begyndelsen. Desværre klinger den initiale begejstring hurtigt af, da man mærker, at øllet mangler både fylde og intensitet. Den smager jo meget godt, men det forbliver på det jævne, og aromarene kender man nærmest til hudløshed, som den årlige genudsendelse af Disneys Juleshow – men uden nostalgien og fryden ved stolte traditioner.
Bryggeriet selv kalder nærværende øl for “Das beliebteste Dunkelbier Deutschlands”. Her vil jeg undtagelsesvis tage en af mine yndlingsprügelknaber i forsvar, idet jeg anfører, at et “probably” eller en “probably”-ækvivalent – man kunne foreslå “wahrscheinlich” – måske ville have været på sin plads. Selv om jeg ikke lige på stående fod kan udpege tysk bajersk øl, der slår denne, kan jeg med lethed pege på noget andetstedsfra, der er bedre. Læseren kan trykke på mærkaten “lager/bajersk øl” i emnelisten ude til venstre og vide, at tæt på samtlige øl i den kategori slår König Ludwig Dunkel i kvalitet. For kongeligt bajersk øl fra Bayern er König Ludwig Dunkel altså lidt en skuffelse.
