Forleden dag, da jeg var i Aalborg Zoo med familien, sad der på hjemturen i toget et par ved siden af os med en tændt bærbar, med hvilken de udfyldte ventetiden med at se Klovn. Fred være med det, hvis det kan more dem. Selv ville jeg måske have foretrukket at se en klat maling tørre, en enkelt bladlus fortære en liguster, eller måske have set gæringen af den nyeste Mikkeller fra start til slu… hvad er nu det for noget vås, jeg siger. Det var jo meningen, at det jeg foreslog skulle være kedeligt. Men ser man bort fra det sidste eksempel, er det lige præcis så inspirerende, jeg synes Klovn er.
Hele kanalen TV2-Zulu har med årene er fuldstændig degenereret, så de i dag ikke udsender andet end ligegyldigt støj. Det bekræftes af kanalens seere i denne artikel, hvor jeg dog fortsat må erklære mig uenig i den refererede holdning til Klovn, nemlig at det skulle være en god TV-serie. Det mener jeg ikke det er, og det mener jeg heller ikke Ølfabrikkens øl, ‘Klovn’, er.
Jeg mener derfor ikke, det er urimeligt, når jeg står ved, at det ikke var med de allerhøjeste forventninger i verden, at jeg knappede Klovn Vinter op. I det hele taget forstår jeg ikke, hvorfor en øl skal referere til en TV-serie. Merchandise kan selvfølgelig være fint nok, men en øl? Der er andre fine komedieserier, som man har produceret udmærket merchandise til, men mig bekendt aldrig øl. Øl kan man ikke spille (med mindre man staver dårligt), eller lege med. Det kan man med små plasticfigurer og computerspil. På den anden side ved jeg heller ikke, om mine nerver ville kunne klare synet af en Frank Hvam-barbiedukke, så at Klovn-merchandise ikke blev legetøj er måske også meget godt.
“En ægte vinter-kvajebajer”, er Ølfabrikkens lidet mundrette slogan for denne øl. Fantasien rækker åbenbart ikke langt, når det gælder om at finde fængende undertitler til deres konceptøl. Men endnu engang passer det småkiksede og lidet sjove slogan jo egentlig udmærket til serien Klovn.
Klovn Vinter skal forestille at være en mørkere udgave, end dens meget lyse broder. Umiddelbart ser den også mørkere ud, men det tror pokker, eftersom flasken er mørkebrun. Det i sig selv gør selvfølgelig ikke øl mørkt, men alligevel varsler allerede emballagen bedre, idet øl serveret på klare flasker indtil videre har ladet noget tilbage at imponere – mildest talt. Statistikken så vidt siger faktisk, at jeg har testet to øl på klare flasker, og begge øl har fået nul stjerner. Det er ikke nogen signifikant samvarians, men som varsel fungerer det nu meget godt alligevel.
Når flasken åbnes og øllet skænkes må man da også konstatere, at det er noget mørkere end det orangegule sprøjt fra den regulære Klovn. Det luftige, cremefarvede sodavandsagtige skum viger til gengæld hurtigt, hvilket passer til en ligeledes sodavandsagtig, spinkelt-sødlig duft.
Idet glasset sættes for munden må jeg dog modstræbende indrømme, at den faktisk gør mange af de negative forventninger til skamme. I modsætning til sin lyse broder, smager den faktisk af noget. Den har en jævn bittersød aroma, men ikke med megen fylde. Desuden har den en lettere syrlig bismag, der ikke gør noget for smagen. Den bittersyrlige eftersmag gør hverken fra eller til. Der er ikke megen fylde, en ret tam aroma, uden at den dog smager decideret dårligt. Den kan faktisk være en nydelse, hvis man ellers ikke sætter kravene for højt.
Det er underligt med en konceptøl, der i bund og grund er karakterløs. Det eneste gode, der er at sige om den er, at den trods alt er bedre end det ligegyldige standardbryg, som størstedelen af den danske befolkning lider af en psykotisk vrangforestilling om, er godt øl.
Er det en ægte vinterkvajebajer? De prøver virkelig, Ølfabrikken, at lave noget ganske særligt. Men i stedet ender det bare med, at de kvajer sig, og laver Klovn-øl i stedet. Men så er det vel også en kvajebajer på en eller anden måde.
