Ølfabrikkens øl ved navn “Klovn” er en temaøl for den såkaldte komedieserie “Klovn” fra TV2. Jeg er en række gange kommet for skade at slå over på en kanal, hvor serien blev udstrålet, og jeg er mildt sagt ikke imponeret. Vittighederne er søgte, og lyder som noget fortalt i børnehaveklassens frikvarter, skuespillet er anstrengt og påtaget, og flere hævder desuden, at hele baduljen er et plagiat af Larry David-serien “Curb your Enthusiasm“.
Serien Klovn er kort sagt ikke sjov. I bedste fald er den en smule fjollet, ligesom hele konceptet med at lave en øl synes at være det. Seriens platte og lidet underholdende karakter lover i hvert fald ikke godt for øllet, hvis ellers seriens indhold på nogen måde svarer til bryggets. Eftersom komedieserien over alle komedieserier for længst er lavet – og afsluttet, virker Klovn – det være sig som øl eller TV-serie – temmelig overflødig. Det bliver næppe en øl, der kan tages særligt seriøst. Det bliver nok mest af alt en fjolle-øl, eller som producenten selv skriver på etiketten “en ægte kvajebajer.” Ja, Ølfabrikken skal da ikke beskyldes for at være uærlig i sin markedsføring.
Øllets indholdsfortegnelse varsler heller ikke godt. Der er mere – meget mere – i, end de fire godkendte ingredienser. Den indeholder nemlig desuden: Hyldeblomst, sukker og appelsinskal. A dirty beer if there ever was one! Jeg får uvilkårligt en mistanke om, at Ølfabrikken er gået Carlsberg i bedene for at stjæle Tuborg Lime Cuts kundegrundlag. Mine fordomme siger mig da også, at der næppe kun er et lille sammenfald mellem førnævnte kundegrundlag og Klovn-seriens fanklub.
Det undrer mig også, at Ølfabrikken – i samarbejde med det ansete københavnske mikrobryggeri, Apollo, endda – vælger at producere en så poppet øl. Ikke desto mindre skal man huske på, at bryggeriets produkter i forvejen har været af stærkt svingende kvalitet. De lader dog til at lægge sig fast på at være et mikrobryggeri for det unge, popsmarte segment, med alt hvad det indebærer af risiko for, at der kommer til at gå for meget slipsedreng i den.
Men midt i alt den negative forventning håber jeg da også på, at Klovn kunne være en spændende, alternativ øloplevelse. Jeg er som bekendt meget krakilsk med at indskrænke mængden af tilladte ingredienser i øl. Men så længe øllet viser sig at kunne bære det, og bryggeriet i øvrigt gør opmærksom på, at der er tale om en specialøl, så er det naturligvis i orden at tænke udenfor kassen. Logo og markedsføringen peger dog alt for meget i retning af en kvajebajer til, at jeg kan holde forventningerne særligt høje.
Efter at have åbnet den klare, social-club-fuld-af-popsmarte-individder-med-lim-i-håret-og-bukserne-nede-i-sokkerne-flaske kan jeg konstatere, at den alt andet lige dufter perlende frisk af øl. Der er også mere og væsentligt tættere skum, end jeg havde forventet. Friskhed og skum kommer af, at vi teknisk set har at gøre med en ale, overgæret øl, der under alle omstændigheder producerer mere skum på grund af den varmere og derfor mere aggressive gæring.
Friskheden fortsætter i smagen på samme måde, som luft og vand fra vandhanen er frisk. Igen mærker man den ekstra mængde kulsyre, der gør øllet til en perlende, og alt andet lige vederkvægende oplevelse at skylle ned. Såvidt fornemmelsen af øllet i munden. Smagen er der derimod ikke meget at berette om, for det er svært at skrive om noget, der nærmest ikke er der. Ud over ‘frisk’ er nøgleordene let, vandig, karaktérløs, uden fylde … Man må følgelig spørge sig selv, hvorfor bryggeriet har valgt at hælde så mange obskure ingredienser ved øllet, når det åbenlyst ikke smager igennem.
Efter denne kedelige smagsoplevelse, hånes smagsløgene bagefter af en syrlig, letmetallisk, gæret eftersmag, som en sidste fornærmende narrelatter, før øllet forsvinder ned i mavesækken og ud af hukommelsen.
Det er i sandhed en kvajebajer i mere end én forstand. Spørgsmålet er, hvem der er det største kvaj. Producenten, eller kunden, der køber det ligegyldige sprøjt.
Man spørger sig også, om Ølfabrikken har forsøgt at lave netop den øl, som folk skulle købe, hvis man rent faktisk skulle give kvajebajer, og på den måde udvælge sig et marked på baggrund af helt nye præmisser. Jeg ved med mig selv, at jeg ville blive rasende, hvis nogen gav mig denne øl som kvajebajer, og jeg ville omgående kalde henteren et kvaj, og kræve at vedkommende gav kvajebajer – men IKKE UNDER NOGEN OMSTÆNDIGHEDER en ‘Klovn’.
Endnu flere spørgsmål melder sig: Hvorfor vælger Ølfabrikken at brygge sådan noget underlødigt sprøjt? Sandsynligvis prøver de vitterlig at score nogle nemme point hos det popsmarte, unge publikum, hvis største mentale udfordring – næst efter at hitte ud af plottet i ugens Klovn-afsnit – er at hitte redde i programsætningen af genudsendelserne af De Unge Mødre og Paradise Hotel. Samtidig viser dette eksempel på flerstrenget markedsføring, at kommercialisme ALTID ødelægger kvalitet.
Tillad mig her til sidst at lufte en positiv teori. Klovn kunne faktisk også være Apollo/Ølfabrikkens hævn for en elendig TV-serie. Det ændrer dog ikke ved øllets højst tvivlsomme kvalitet. Uanset motivet forbliver det en skuffende, karakterløs oplevelse.
– Ikke helt ulig et afsnit af Klovn, forøvrigt …