Drikkelig wit …
Den må siges at være den øl, jeg frygtede mest af Kvicklys fire ny Grill-øl, uberettiget, skulle det vise sig. Men jeg har det lidt på samme måde med frugt i øl, som teentusiaster har med frugt i te. Det er ikke lige min kop kaffe, selvom jeg ville have det endnu værre med frugt i kaffen. Den foretrækker jeg kulsort og uden dikkedarer af nogen art.
Ud over frugten – eller bærrene, om man vil. Den slags distinktioner er vist temmelig arbitrære og sjældent fagligt funderede – er wit heller ikke lige min kop kakao. Den belgiske hvedeøl, er ligesom anden hvedeøl gerne noget tyndbenet, og jeg synes oftere, den har været sur at drikke, snarere end nogen egentlig nydelse. Så det er ikke så mærkeligt, at jeg bliver en kende bekymret på vegne af velsmagen, når frugt og wit kombineres.
Det skal dog også indskydes, at belgierne også er sluppet heldigt fra at blande netop kirsebær i øl. De øl var dog af den vildgærede slags, og dertil kommer, at folkene der står bag denne øl ikke er belgiere, men pæredanske bryggere fra det midtfynske. Men måske er en dansk wit til at holde ud?
Visuelt halter brygget dog voldsomt efter sit belgiske forbillede. Der er næsten ikke noget skum overhovedet at se. Man skal faktisk hælde ret voldsom for overhovedet at få det til at dække hele øllets overflade i et ellers smalt weissbierglas. At brygget er ufiltreret viser sig desuden ikke udpræget. Det er kun lettåget, og ellers højgult, næsten orange i sit ydre. I duften er der til gengæld ingen kirsebær at spore. Derimod er der en blød honningsødme, et syrligt men forfriskende strejf af græs, appelsin og lime, et friskt sommerligt pust af hyldeblomst – i det hele taget forjætter denne hvedeøl alt det, man altid ønsker sig, men stort set aldrig får af en hvedeøl, fordi de alligevel ender med at smage for tyndt, for surt eller for gæret – og evt. alle tre ting på én gang.
Sødmen går heldigvis igen i smagen. Men man kunne godt have ønsket sig lidt mere tyngde, og gæren formår igen at dryppe malurt – eller i hvert fald sig selv – i bægret. I den første mundfuld mærker man en frisk sødme af æbler, og en rundere én af honning. Men nær ved midten af munden slår smagen fuldstændig om og bliver surt gæret. Kirsebærrene udebliver fortsat. De er faktisk så upræsente, at man ingen chancer levnes for at vurdere, om de er med til at gøre sødmen bedre, eller surheden værre. De er der kun af navn, og ikke af gavn.
Humlen er der til gengæld af gavn. Når skuffelsen efter den afbrudte sødme og gærets overtag har lagt sig efter at brygget er skyllet i halsen, bygger eftersmagen sig langsomt op. Og her mærker man virkelig humlen, som en blød og alligevel kraftfuld essens, der siger op fra svælg, og breder sig over gane, gummer og mandler. Humlen får dermed en rolle i en hvedeøl, som den alt for sjældent har. Som bebuder af lækker og korporlig bitterhed.
To spørgsmål står tilbage. Hvad blev der af kirsebærrene, og hvad er det grill-agtige ved denne øl? Ganske vist blev den langt fra en bundskraber, da den da bestemt yder en vis oplevelse. Men i betragtnings af dens blandede – for ikke at sige forvirrede udtryk, er det lige før, jeg ville mene at Willemoes’ vanderstatning er mere grill-egnet end denne.
Svarene på spørgsmålene blæser i den kolde og fugtige forårsvind, som nok må blæse en stund endnu, før vejrliget egner sig til grillkul, grillpølser og grilløl. Og til den tid er det nok ikke denne, jeg vil vælge at dæmpe smagen af påbrændt kød med.
