Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kirin Ichiban, Kirin




2014-09-26 18.54.22Er det faktisk bedre, end jeg husker …?

Jeg har flere gange fortalt om dengang, jeg var i Taiwan (mest grundigt her) med mit sækkepibeorkester. Jeg husker det japanske øl som det, vi oftest skyllede ned i store mængder på vej hjem til hotellet i tour-bussen. Tyndt tysk-inspireret tylleøl af pilsnertypen var det altid, og derfor er japansk – og i det hele taget asiatisk – øl ikke det, jeg har prioriteret højest på bloggen.

Denne øl er ingen undtagelse. Pilsnerindslaget er traditionelt som et haikudigt om to samuraier der spiser sushi under en sumobrydekamp transmitteret på et Sanyo-TV. Men kigger man lidt nærmere, nærmere bestemt  på det lille klistermærke over dåseåbningen, så fremgår det at brygget er tilsat glukose og frugtose. Den renhed, der ellers er påkrævet for, at en japaner kan fabrikere … fx et samurai-sværd gælder åbenbart ikke, når der skal brygges øl. Og endnu mere skuffet bliver man, når det desuden fremgår af emballagen, at bryggeriet selv synes, at dette er “beer at its purest”.

Det er godt nok skuffende af en kultur, der ellers excellerer i at stræbe efter det højest og det reneste, at man tager til takke med den urene blandingsbryg som dette.

Når det så er sagt, så må man alligevel indrømme brygget – eller i hvert fald skummet visse kvaliteter. Det er højt, tæt cremet og i stedet for at falde jævnt, forsvinder det ved at store skjulte bobler sprænges, og efterlader kæmpe huller som i den sibiriske muld under en global opvarmningsperiode. Bouqueten er svagt sødlig med en fyldig humleodeur af lagret halm.

Smagen er overraskende fyldig. Endskønt jeg da også genkender de læskende noter af vand, som gjorde så godt efter de lange koncerter. Men den kraftige humle går i den grad igen i smagen, og fylder faktisk brygget ud, så det ikke virker tyndt. Man mærker igen fornemmelsen af letgæret halm i humlebitterheden. Den er er regulær nydelse, der får én til at beholde brygget lidt længere i kæften, end det andet jævne pilsnersprøjt. Bitterheden klæber desuden til mandlerne – ja, klæber er ordet, for der bliver bitterheden også et godt stykke tid efter, at brygget har passeret svælget og er på vej ud i blodbanen.

Samlet set et lækkert humlearomatisk indslag, der giver mange andre pilsnerbryg baghjul som en Suzuki i topgear. Men noget samuraisværd mod hjemlige bryghuses struber er brygget ingenlunde. Dertil er det stadig alt for meget inden for genrens alt for stive traditioner og normer.

3-stjerner




Updated: 11. juli 2016 — 16:06

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme