Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kingfisher Premium, Kingfisher Beer/Kaiserdom




Næsten som vi kender det herhjemmefra …

Det er første gang, bloggeren prøver en indisk øl. Helt indisk er den måske ikke, idet den brygges på licens i Tyskland på Kaiserdom-bryggeriet for Kingfisher Beer Europe, der har til huse i Kent sydøst for London. Den globalisering, den globalisering …

Men brandet kommer fra Indien, så vi kalder den indisk. Jeg har prøvet et par asiatiske øl hist og pist og en enkelt i bloggens levetid, og konstateret hver gang, at mikrobryggerier og specialøl bare ikke rigtig har slået igennem på verdens største og tættest befolkede kontinent endnu. Det meste er tyndt pilsnersprøjt efter det mest van(d)lige tyske forbillede man kan tænke sig, hvilket undrer denne blogger en smule i tilfældet Indien. Det er en tidligere britisk kronkoloni, og man kunne have forventet, at brygtraditionerne pegede lidt mere i retning af nitrogenskænkede ales. Men nej. Måske har inderne som en form for hævn valgt at brygge øl som en af arvefjenderne, Tyskland, for at drille? Jeg skal ikke kunne sige det, men forklaringen er underholdende nok til, at jeg kan trøste mig lidt ved den, så den er hermed godtaget.

Ved skænkning rejser skummet sig voldsomt. Det er så hvidt og tæt, at lille Thyra begejstret peger på det og kækt gjalder: “Mælk mælk!” Kun langsomt trækker skummet sig tilbage, så lidt mere bryg kan hældes op, og så må man holde pause igen. Til gengæld kan man gøre det til en sport at se, hvor langt op over glassets kant man kan få skummet til at krone uden at det drypper. Svaret er: langt. Samtidig breder en dunst af øllet (adj.) og rå humle sig i rummet. Det er velgørende, lovende og rigeligt voldsomt til at holde ølverdenens mugglere (ja, jeg er lige blevet færdig med Harry Potter-serien) på lang afstand.

Det tætte flødeskum udsætter smagningen noget, da det lige skal falde, før læberne kan nå ned til brygget. I mellemtiden kan man nyde de flotte, tætte og fedtede mosaikker, brygget efterlader på glassets inderside. Visuelt er brygget sandelig noget ud over det sædvanlige. Ikke mindst for masseproducerede pilsnerprodukter.

Smagen, til gengæld, lever bedre op til forventningerne – eller skulle vi sige mere op til forventningerne, for godt er det jo egentlig ikke – om det, der ifølge bryggeriet selv er et af verdens største befolkningers øl nummer ét. Det er ganske rigtigt tilpasset de brede massers smagsløg. Vandet trænger sig omgående på, og med til at undergrave enhver skygge af fylde i brygget er den fuldkommen udeblevne karbonering. Den kunne skabe et fantastisk skum, men ingen kulsyre bliver tilbage i brygget. Det er kort og godt dovent.

En let metalfornemmelse formår dog at give brygget en forfriskende kant, og selvom der er for meget vand og ingen fylde, så er der – ganske vist ved siden af og underligt uintegreret – en alligevel kraftig smag af humle, som den man mærkede i duften. At påstå, at humlen smager igennem, er en overdrivelse, men den er der, og i det omfang den er til stede, er den både rå og bidsk. Også eftersmagen formår at behage idet humlesmagen viser sig overraskende langtidsholdbar.

Så indernes foretrukne øl – skal man tro reklamerne, altså – formår at hæve sig et endog væsentligt niveau over den europæiske inspiration.

Men det er måske ikke så mærkeligt, når nu brygget alligevel fremstilles i Europa.
2-en-halv-stjerne




Updated: 11. juli 2016 — 18:43

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme