Halvdød irerI går var jeg til havefest hos min søster i Vanløse. Den stod på grillhygge i venners og families lag, og et par øl var der også at vælge imellem. Blandt andet den vel nok næstkendteste irske øl, Kilkenny, fra samme bryggerigruppe, Diageo, der også står bag Guinness-brandet. Bare for at opsummere – Guinness er altså hverken navnet på et samlet brand eller en bryggerigruppe, det er blot ét af mange produkter fra den irske bryggerigruppe Diageo – der blev jeg så også klogere.
Det var også en af de øl, jeg ikke nåede at prøve, mens jeg boede med familien i Irland. Jeg nåede ikke at høre nogen klage deres nød over dens fravær, men ved siden af Guinness er det velnok denne øl, der mere end noget andet karakteriserer irske bryg, så den har vel ret beset manglet en smule.
I vores egn af verden, må man jo finde sig i, at brygget sjældent kan fås rigtigt – på fad, og skænket med kvælstof. I stedet for forhandles de i dåser med et lille trykelement, der fordeler gassen i brygget ved brydning af emballagen. Systemet har før været afprøvet her på bloggen.
Det tager lidt tid at få brygget skænket. Skummet kender man fra Guinness, højt, tykt og i dette tilfælde letgyldent. Det er længe siden, jeg sidst har prøvet brygget, og huskede ikke, hvordan det så ud. Det er lysere end jeg troede, men også for mørkt til at kunne kaldes et lyst bryg. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg husker det som gråbrunligt – et par toner under Guinness. Det kobber/rav-røde bryg afslørede, at jeg huskede ganske forkert. Der er ikke meget bouquet at komme efter. Duften er humlet i det bitre hjørne, men tonerne af vand er mere dominerende.
Smagen er mestendels rundt bitter i retning af hasselnødder. Der er en del kraft i bitterheden, men man savner allerede fra starten fylde til at komplimentere den ikke uefne bitterhed. Den manglende fylde fortsætter i en ellers endnu mindre ueffen eftersmag, der bevæger sig over i det beske. Det er ikke ualmindeligt at draught beer mangler fylde, eftersom kulsyren mangler, og brygget derfor bliver fladt. For mig er det ikke i sig selv et problem, da det er en af de ting, der karakteriserer øllet fra De Britiske Øer.
Men i dette tilfælde får det brygget til at føles ekstra vandigt, idet der ikke er noget kulsyre til at fordampe i munden, og tage nogle smagsnuancer med sig på vej op mod ganen. Der er kun bitterheden og ingen fylde eller andre smagsnuancer at komplimentere den med. Dermed bliver smagen snæver og underligt ufuldendt, dens relative kraft til trods.
Kenny kunne have været interessant, men som brygnavnet antyder tog man livet af ham før han kunne gøre ordentligt væsen af sig. Til gengæld har bryggerigiganten skabt et produkt, der har vist sig levedygtigt som eksportsucces. Jeg vover at påstå, at successen skyldes, at brygget ikke er særlig markant. Vi er tilbage ved det, der karakteriserer den laveste fællesnævner: Den kendetegner ikke et produkt, der er lavet sådan at alle kan lide det – den laveste fællesnævner kendetegner et produkt, der er så karakterfattigt, at det ikke skræmmer nogen forbrugere væk – altså bortset fra os, der ønsker bedre.
Den allerlaveste fællesnævner er vi dog ikke nede på. Kilkenny er trods alt karakter nok i brygget til at det herfra er godkendt – og så heller ikke mere.
