Mon ikke det var farven?
Det er unægteligt nogle dage siden nu, at jeg var på Copenhagen Beer & Whisky Festival. Og selvom det var disse bryg, jeg stod og småpimpede det meste af tiden, kniber det så småt med det dugfriske indtryk, der giver de mest præcise anmeldelser.
Det tror jeg i hvert fald. Ærligt talt er jeg ikke sikker på, at læserne mærker den store forskel.
Det jeg dog husker dette bryg for er, at det var det, jeg endte med at slukke øltørsten mest i. At ville påstå, at det var det bedste bryg i baren, ville være – om ikke direkte forkert, så i hvert fald en tilsnigelse. Den ære tilkommer med rette den forunderligt lette og smagfulde stout Kejserinde Dagmar.
Her er vi ovre i en – om ikke lettere, så i hvert fald lysere genre. Brygget er nydeligt gyldenbrunt – ikke ulig bloggerens hår og skæg, faktisk. Skummet er lavt og boblende, hvilket det i øvrigt har til fælles med både stouten og saisonen fra sidst.
Det er dermed ikke skummet, der karakteriserer brygget – men derimod en nydelig bouquet af fyldig malt, mørk karamel og et lille skud cognac. Smagen er igen karakteristisk blid og umiddelbart uprætentiøs. Armbevægelserne er bare ikke voldsomme i Kongebrygs øl, men der er altid en belønning, hvis man lader brygget trænge lidt ind i tunge og gummer.
Her vækkes en tæt, tung eftersmag af eg og bøg til live. En alkoholantydning yder fylde og et pikant og uventet stik af grannåle giver brygget lidt ekstra spænding i slutspurten. Det er ikke den friske gran som man kender den fra de allestedsnærværende IPA’er, men derimod en tung, garvet én af slagsen.
Brygget starter letdrikkeligt, bygger op og afslutter tungt og vildt – det er velkomponeret som en god roman, der imidlertid kræver, at man gør en indsats for at komme ordentligt i gang med den.
Men er det ikke også dét, der ofte kendetegner god litteratur – og øl?
