Let og kejserligt …
… og hermed videre til de øl, vi havde på hanerne i Kongebrygs stand på Copenhagen Beer & Whisky Festival i Forum.
Hvis jeg skulle sige noget helt overordnet om, hvad der adskilte Kongebrygs udvalg fra de andre bryggerier, var det dels, at antallet af bryg var overskueligt, dels at de var udvalgt efter deres drikkelighed og ikke efter at være outrerede.
Det betød, at flere af gæsterne faktisk kunne nå gennem alle hanerne uden at blive hønefulde (ih nej, det ordspil var i hvert fald ikke tilsigtet). Flere af gæsterne kom forbi flere gange, netop fordi øllene var venlige og imødekommende (i skarp kontrast til i hvert fald én af barvagterne – den langhårede og -skæggede), uden at de samtidig mistede deres spænding eller smagfuldhed.
Som måske det bedste eksempel på dette, kan bryggeriets Russian Imperial Stout fremhæves. Jeg havde godt nok prøvet det lavtskummende, let olieagtige bryg tidligere. Men det var under omstændigheder, der gjorde, at jeg aldrig fik kradset noter nok ned til, at der kunne komme en anmeldelse ud af det. Det var under besøget på Kongebryg, og der var der jo fuld knald på anekdoter og hygge, ledsaget af lettere selskabelig overrisling. Så at anmeldelsen først falder nu, finder jeg lovligt undskyldt.
Brygget er opkaldt efter den danskfødte Russiske Kejserinde, Мария Фëдоровна (Marija Fjodorovna, Da. Marie Sophie Frederikke Dagmar). Kongebryg gør som bekendt meget ud af, at knytte an til kongehus og militærhistorie i mange af deres brygkoncepter, og her smelter det hele så nydeligt sammen med øltypen.
Der er tale om en overordentligt let Russian Imperial Stout. Imperial Stouts er kendt for at være tunge, kraftige og fyldige. Den russiske variant – som egentlig slet ikke er russisk af oprindelse, men har fået navnet fordi den russiske zar i sin tid fik smag for den – er kendt for at være sød frem for bitter, men ellers lige så tung og fyldig som sin britiske storebror.
I Kongebrygs udgave er der imidlertid lagt en dæmper på tyngden. Men tro ikke, at det ødelægger oplevelsen. Tværtom bydes man fortsat den fulde stoutfornøjelse med dybe, rare kaffenoter sødet med mørk karamel og piftet op med et nøje afmålt skud cognac, der uden at være dominerende alligevel yder et bredt alkoholindslag. Dertil kommer en antydning af røg.
Og selvom alle de kendte smagsnuancer er vidunderligt præsente, forbliver brygget let på tungen som den lifligste, søde vin. En vin, der smager af sød lakrids, spædet om med kaffe, ganske vist, men den lifligste søde vin ikke desto mindre. En rigtig nydestout. Og det smukke er, at hverken alkoholen eller tyngden slår så hårdt, at man ikke kan nyde én mere, hvis man skulle få lyst til at være lidt dekadent (det er jo trods alt zarens hof, vi er hos … sådan da). Vel er de 7,6% alkohol mere end blot end guldøl, men der er stadig ganske langt op til de procenter, kejserlige stouts normalt holder.
Og at brygget ikke vejer det samme som en leopardkampvogn (vi er jo fortsat på Næstveds gamle kaserne … i hvert fald når vi ikke er på ølfestival på Frederiksberg eller ved zarens hof) gør også sit til at friskheden bevares – ikke bare i brygget men så sandelig også i kroppen efter at det har fundet vej ned gennem løgnhalsen.
