Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

KB Juleøl, Carlsberg, aka. ‘Nisseøl’ (tilegnet Jon Knudsen og nissen Teddy Ring)




I denne søde juletid …

Man skulle da være et skarn, om man ikke bare en enkelt gang i løbet af julemåneden nedsvælgede – eller i mit tilfælde – nød en enkelt Kongens Bryghus Juleøl, (der for længst ikke længere laves af Kongens Bryghus, men af Carlsberg, men det er en anden historie).
En KB Juleøl kaldes i folkemunde ‘Nisseøl’. Og hvad er mere passende, når nu der er en julenisse med et fjernt, indifferent blik på etiketten? Og det er jo vitterlig en tid, der står i de kære små folks tegn. Her i huset får nissen selvfølgelig både grød og øl, og vi takker den højtideligt for de gode ting, den har gjort for os. Den driller selvfølgelig også en del – sikkert fordi den synes, det er så ganske morsomt, når jeg hidser mig så forskrækkeligt op over sidelæns tyngdekraft, altså når ting midt på et bord pludselig falder til gulvet med et brag, og især når mit temperament udfolder sig over ting, nissen har gemt.
For det sker virkelig tit, at ting, jeg ved præcis, hvor jeg har gjort af, er pist væk minutter efter. Og hvilken anden forklaring kunne der være på dette, og den laterale tyngdekraft, end at nissen har smidt det på gulvet, eller er rendt med sagerne og har gemt dem … guderne og tilfældige fluktuationer i tid-rum-kontinuummet vide hvor?
Jeg har i hvert fald ikke nogen andre bud, så ligesom den gale præst fra Løkken, Jon Knudsen, er jeg fuldstændig overbevist om, at nisser findes. Blot er de i mine øjne hverken onde, galsindede, ildevarslende eller sygdomsfremkaldende. De er små, nuttede, drillesyge væsner, der i øvrigt er fremme hele året og ikke kun ved juletid.
Næh, det var da også en elegant måde, at komme ind på Jon Knudsen på, var det ikke? Denne galsindede præst fra Løkken Frikirke, der som en anden Vilhelm Beck har ufatteligt travlt med at udbrede sine egne indskrænkede, fanatiske synspunkter, på bekostning af den almindelige befolknings velbefindende og julefred.
Jeg har personligt engageret mig i modstandsbevægelsen mod ham og hans frikirke. Min anke imod ham, er dog ikke så meget den hængte nisse. Det er en barnagtig julespøg og et mediestunt, der bare skal give hans fundamentalistiske frikirke noget omtale. I øvrigt har Jon Knudsen leveret et tilnærmelsesvis fornuftigt argument for sin aktion, da han i TV2 Nords nyhedsudsendelse d. 07.12.10 kl. 19:30 (søg selv her) sammenlignede sin nissehængning med afbrænding af hekse til Skt. Hans. “Hvorfor skulle det være mere problematisk at hænge en nisse, end brænde en heks af til Skt. Hans?” lyder hans argument – sådan cirka.
Ganske vist mener Jon Knudsen, at det første må være i orden, når det sidste er det. Jeg ser lidt anderledes på det – jeg mener, man burde undlade begge dele, men grundpræmissen; at det er det samme man gør, og det er lige godt eller skidt – den køber jeg! Jeg mener, at afbrænding af hekse – om det så bare er pr. dukke – er en reproduktion af tidligere heksebrændingers legitimitet, ligesom Jon Knudsens nissehængning er en reproduktion om fanatiske kristnes præmis om, at alt, hvad der ikke er kristent er dæmonisk og ondt og må udslettes. At lade nissehængning og heksebrænding stå uimodsagt yder fanatikere og forne tiders forbrydelser legitimitet, og dette er i sig selv en grund til at yde Jon Knudsen verbal modstand.
Men som sagt er selve nissehængningen ikke mit primære sigte i engagementet mod Jon Knudsen. Det er til gengæld hans hovedløse, absurde pseudoargumentation, hvor han sammenligner nisser med nazisme og børneporno.
Der er grænser for, hvor meget dumhed jeg vil finde mig i. Når dumheden samtidig hidrører fra en kristen fundamentalist, der bruger nogle meget tragiske menneskeskæbner – her ofrene for nazisme og børneporno – som løftestang for sin egen fundamentalistiske dagsorden, så er min grænse for acceptabel dumhed langt overskredet. Det glæder mig selvfølgelig, at nissen nu er i sikkerhed hos den navnkundige Martin Svendsen. Han repræsenterer en civilcourage, man kun oplever alt for sjældent herhjemme. Til gengæld savner jeg en offentlig afstandtagen fra Jon Knudsens brug af nazikortet fra både intellektuelle og journalister, for ligesom en ignoreret nissehængning ville legitimere, at man kunne hænge hvad som helst ud for at være dæmonisk, så tjener tavsheden omkring Jon Knudsens absurde sammenligninger af nisser med nazisme og børneporno som legitimering af den slags pseudoargumenter generelt. Det kan på langt sigt skade debatniveauet, der i forvejen pløjer bundlaget godt og grundigt op her til lands.
Men indtil videre synes jeg dog, at juleeventyret fik en lykkelig udgang: Nissen er fri – nu gælder det Julian Assange!
En KB Juleøl er en hvidtøl, en øltype, jeg endnu hverken har prøvet, eller har haft overskud til at finde ud af mere om lige umiddelbart. Min undren over, at man kalder næsten kulsort øl noget med hvidt, må derfor indtil videre stå ukommenteret hen. Jeg ved dog så meget, at jeg har drukket denne type øl, siden jeg var en stor dreng, hvilket, den lave alkoholprocent taget i betragtning, vel ikke er direkte uforsvarligt. En Nisseøl er endda en af de stærkere – hele 1,7 %, hvilket vil sige, at man skal op på 3 styk, før man rammer alkoholmængden for en almindelig pilsner.
Det sodavandsagtige brus og skum passer meget godt til øllets intense sødme, skabt af sukker, lakrids og karamelfarve E150c – den ammoniserede karamel, der kan svække immunsystemet, såfremt man har mangel på B6-vitamin og hvide blodlegemer. Jeg kan jo ikke lade være – især her i den søde juletid at gøre opmærksom på, hvor meget gift vi i det daglige – og ikke mindst op til jul – fylder vore omgivelser med, ikke kun i fødevarer, men især også i plasticskramlet til de små. I sammenligning dermed bliver E150c’s farlighed selvfølgelig også sat i perspektiv. Det er trods alt ikke det værste, man kan farve øl med, men når man nu ved, at der findes malttyper til det – og andre fuldkommen ufarlige karamelstoffer, så er det alligevel underligt, at man lige skal vælge netop den ene, der er problematisk.
Ellers er det jo en dejligt sød slik/sodavandsøl. Men netop den søde smag gør den perfekt til julemad og -godter, mens den alene nemt bliver kvalm – næsten med sikkerhed, i øvrigt, før man har indtaget mængder, der i alkoholvolumen svarer til føromtalte pilsner.
Smagen er fyldigt chokoladesød i forenden af munden, med antydning af en pikant humlebitterhed i ganen lige før det dybmørke bryg når svælget. Enkelte kaffetoner kan spores mellem tungens sider og gummeranden.
Alt dette giver et overraskende velafbalanceret smagsbillede. Det er bare smagen af jul. Og ja, der er både det ene og det andet i, der egentlig ikke hører øl til. Men hva’ fa’en … det er jul! Der må godt være lidt ekstra i, også selvom det ikke er strengt nødvendigt.
For er alt det andet skrammel man omgiver sig med ved juletid måske det? Ikke rigtig vel? Men det er nu meget hyggeligt altsammen alligevel.

4-stjerner




Updated: 11. juli 2016 — 01:13

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme