Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Karlens Pilsner, Royal Unibrew (?) (Én for holdet I)

2017-03-13 17.25.27Ikke spor morsomt …

Det er ved at være længe siden, jeg sidst anmeldte en rigtig kedelig og ligegyldig industripilsner. Det tætteste jeg kommer på i år, er Vestfyens Kellerpils, der måske nok kvalificerer sig som industriel, men ingenlunde ligegyldig dens overraskende kvalitet taget i betragtning.

Og det er jo faktisk lidt ærgerligt. For en af ambitionerne med min blog var – og er for så vidt stadig – at være forbrugernes talerør, og som sådan også, eller måske endda især, at anmelde alt det billige industrisprøjt, der også er derude.

Som sagt så gjort med denne pilsner i det nye tema ‘Én for holdet’ – med billige øl fra det tyske discountsupermarked Lidl. Dagens øl er nu ikke tysk, men pæredansk (og hvorfor pærer nu skal opfattes som særlig danske, står for denne blogger hen i det uvisse. Spørg Martin Henriksen, eller andre for hvem det danske er så helvedes vigtigt. Apropos Martin Henriksen – ville det i øvrigt ikke være meget mere passende med et stort æble i sylten på ham, end en pære?) og brygget af Royal Unibrew. Sidst jeg anmeldte en Karlens-øl (den hidtil eneste) kom jeg frem til, at Carlsberg stod bag. Men måske tog jeg fejl dengang – eller også er bryggeriet skiftet i mellemtiden. Jeg ved det ikke, men jeg ved til gengæld, at discountmærkerne brygges på licens hos forskellige bryggerier på skift, hvorfor de over tid kan svinge temmelig meget i karakter.

Denne øl stikker ikke ud i forhold til sine industrielle discountfæller. Klart korngul i løden, lystigt kridhvidt skummende og med kun en diffus duft – her af humle, der måske nok er fyldigere og en kende mere cremet, end man som mainstreamtilsværger er vant til, men stadig meget langt fra en håndbrygget pilsner fra en mikroaktør.

Initialt er brygget til gengæld smagsløst – det eneste man kan glæde sig over er den småkække karbonering. En let sukkerlage sætter ind cirka trekvartvejs over tungen, hvorefter brygget så småt klinger over i noget poleret løvtræ, tilsat et par dråber fuselalkohol.

I forhold til pilsnere, hvor bryggerne faktisk gør noget ud af det, kommer dette bryg meget nærmere noget, der kommer ud af vandhanen, snarere end tappehanen. Først efter at have draget denne konklusion opdagede jeg Karlens-mærkets slogan på dåsens kant “Karlens Pilsner …gør det hele lidt sjovere”.

Hvad det morsomme består I er mig en kæmpe gåde. Det eneste, der er at grine ad, er at det slogan er at læse på en  kedelig øl.

Og latteren er hverken lystig, munter eller amusant. Den er kun skinger, hånlig og fingerpegende.

1-stjerne

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!

10 Comments

Add a Comment
  1. Ja men nu er det jo ikke helt sikkert at kaj har ret. jeg syntes at karlens er en god øl. Men nu er det jo Kaj der ejer siden sååå

  2. Sikke dog en elendig smag du åbenbart har. Tag nu dine piller. Karlens er en udmærket øl – Bemærk 2,- kroner for en god øl – Prøv blindsmagning og du giver mig ret!

  3. Skulle du ikke bare tage og være glad for, at der nu er én mindre til at købe dem for næsen af dig? Hvad en god øl er, er da det dummeste at blive uvenner over. Hvis jeg ikke kan lide de samme som dig, så glæd dig dog over, at du får dem i fred.

  4. Så så…rolig nu Kaj. Hans kan også bare være lidt humoristisk, som dig – og Karlens øl.

    Ikke altid i flinthuset, så hurtigt.

  5. Det eneste morsomme ved deres slogan er, at det er skrevet med Tuborgs font/skrifttype! Enig i at det er en kedelig karl.

  6. @Paul Enig.. Det skriger til himlen.. totalt rip-off :)..

  7. Om en øl er god eller ej, skal ingen komme og afgøre for mig. Jeg vil til gengæld gerne sige, at det er for dumt, at sammenligne en discount pilsner, men en håndbrygget øl der er mindst ti gabge så dyr. Det fortæller mig, at Kaj ikke er opgaven voksen, og derfor spiller min- og andres tid med sine ligegyldige synsninger.

    Hvem kunne finde på, at bruge en Ferrari som målestok, når man tester en billige Citroen C1?

    Hvis Kajs vurdering, skulle have nogen berettigelse, skulle han sammenligne Karlens med andre øl af samme type og i samme prislag.

  8. Ikke desto mindre har du fundet det nødvendigt at bruge tid på at kommentere. Og som straf for det SKAL du læse mindst TI indlæg på min blog HVER DAG.
    Ellers så er det på hovedet i seng, uden aftensmad!

  9. Den får 3 stjerne fra mig. Intet vidunder, men kan sagtnes slukke tørsten 🙂

  10. kaj kaj kaj alså 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme