Uden at være en egentlig reprise, skal vi med denne øl alligevel endnu engang lidt tilbage i tiden, tilbage til mit besøg på Amager Bryghus kort før påske. Udover at de hældte umanérligt gode øl på mig, fik jeg jo også nogle øl med hjem, som jeg kunne prøve efterfølgende. Man skulle næsten tro, at de forventede noget reklame i form af omtale af øllene på min blog bagefter … ha ha – som om …
Og som om der ikke var IPA‘er nok at vælge mellem fra bryggeriet i forvejen. Men genren skal åbenbart skamrides, og sprøjtes ud i så mange versioner, nuancer og undskyldninger for begrundelser, man kan finde på – og for min skyld gerne! For jeg elsker IPA – ikke mindst når de kommer fra netop Amager Bryghus, der på det felt er rene mestre.
Brygget her er tilegnet foråret, og på etiketten får klichéerne, der hører årstiden til ikke for lidt. En topløs kanin midt i et badutspring omgivet af gule, røde og lyserøde farveeksplosioner. Festligt – og misvisende, når man selv har kanin, og ved hvilke lede, bidske krapyler, de i virkeligheden er.
Med foråret kan bouqueten til gengæld uden videre sammenlignes. Den forplanter sig i rummet straks ved åbning som en sød em af kirsebærblomster og syren, så det er til ren benovelse … og brygget er ikke engang skænket endnu.
Kan man lide højt skum, bliver man måske skuffet, da både holdbarhed og fylde ligesom højden er begrænset. Til gengæld er der mere end moderat underholdning i at se skummet brække uregelmæssigt i stykker i spindelsvævslignende mønstre og strukturer. Flere duftnuancer træder til gengæld frem efter skænkning af det dyborange, tågede bryg. Her udbredes et uhyre veltilrettelagt kludetæppe af sprød humle, syrlige sukkerdrops og søde clementiner. En blomstermark af pirrende, stimulerende og pikante dufte, så er det den kækkeste fryd.
Men brygget er nu bittert. Og hvilken bitterhed. Knivskarp, sprød som cornflakes af en nyåbnet pose og vederkvægende som det friskeste kildevand fra før Esben Lunde Larsen-æraen. Kildevand fra under og efter Esben Lunde Larsen minder i lød og konsistens mere om Ole Wolfs bakteriebryg, eller måske endda Guldhammers Roibus-Stout uden yderligere sammenligning i øvrigt skal jeg selvfølgelig med det samme understrege (eller som absolut minimum kursivere).
Og i modsætning til det skotske humlemonster fra sidst, så er denne faktisk en mere letflydende, letdrikkelig IPA, end dem, man oftest prøver fra mikrobryggerierne. Humlen – skønt kraftfuld – forbliver let og sprød så brygget netop bevarer sin friskhed og vederkvægelse.
Mit indre aspergerramte fjollehoved hæfter sig på falderebet ved, at hvis brygget var navngivet før 1948, ville det have heddet “Kaaaaaad” – sådan er der så meget.