Det begynder godt …
… og så går det mest galt. Julerød 2012 er en satans karl, en barsk børge og en hård nyser på 9%. Det forekommer ellers så fløjsblødt i starten. Men så begynder det at rive, og inden man ved af det har man indtaget et indvortes råkostjern, der flænser mavesæk og tarmsystem indefra.
Men lad os starte med begyndelsen. Den er ganske flot. Diset orange med gyldentgult skum, der ganske vist ikke er særlig højt, men til gengæld dejlig tæt og cremet. Brygget synes at være ufiltreret, omend det ikke efterlader nogen mudderpøl på bunden af glasset, samtidig med at restgæren er overraskende let at løsne fra flaskens bund. Det dufter ganske sødt af det sødlige fra svedsker, appelsin, sukat og vanille. Elegant og overraskende undgår det at blive Justin Biebers eller Mariah Careys udgaver af “All I Want for Christmas is You”. Jeg kommer personligt – som langtidskonsekvens af den kendsgerning, at mine forældre ejede pladen – til at tænke på John Denver and The Muppets’ udgave af “Stille Nacht/Silent Night”. Så endskønt det er sukkersødt, bibeholdes den gode smag.
Og de første par mundfulde er også intet mindre end fabelagtige, og et kort sekund tænker jeg, om brygget mon skulle have seks stjerner … Men alene tvivlen vil medføre en lavere karakter. Objektivt spores indslag af sukker, vingummi og andet juleslik, der ikke lige er tysk mælkechokolade. Desuden mærkes et stænk af vanille, sødme af flormelis og til sidst et nøddebittert indslag af para- og valnødder. Det er et bryg, der smages med det meste af kroppen. Det går i næsen på samme måde som sennep – uden dog at smage sådan, og den høje alkoholprocent brænder allerede i halsen fra starten, og byder med sin snapseessens på endnu et juleindtryk.
På dette tidspunkt, hvor man tænker på både sennep og Rød Aalborg, overraskes man alligevel over, at brygget føles mildt og rart at have i munden. Og samtidig er øllets fylde heller ikke så tung og svedskegrødsagtig som andet juleøls kan være det. Det føles let, men på ingen måde smagsfattigt … det lover fantastisk godt …
… men så indtræder det første ubehag …
Den høje alkoholprocent og et krydret islæt af enebær og kanel får én til at svede. Samtidig ændrer bryggets smag karakter, og bliver mere og mere gæret. Det er som om brygget lynhurtigt oxiderer, og det, der ellers tegnede til at blive en helaftensnydeøl, reduceres til en træg, klæg og modvillig oplevelse. Det søde slår mere og mere over i det eddikeagtige, nødderne i eftersmagen bliver harske, og det ender med denne øl som med Rød Aalborg – en enkelt til varmen, og en mere til det andet ben er rart – og så har man ellers også fået mere end nok – og ondt i kadaveret.
Og nok får man af Julerød, alt for hurtigt endda. Det er synd for et bryg, der ellers starter formidabelt. Måske skyldes det blot, at øllet er lagret så længe, og måske skulle jeg så bare prøve en Julerød fra i år i stedet.
Det begynder godt …
