Som det sig hør og bør på Kajs Ølblog er der et kæmpe efterslæb på juleøllene. Jeg har mange til overs. Måske så længe julen varer, hvilket jo er til påske … eller i hvert fald fasten (eller måske hellig tre konger, men det når jeg i hvert fald ikke). Der er ikke andet at gøre end at starte i ét hjørne, og lige så stille arbejde sig ud …
Og så gør det jo ikke så meget, at nogle øl, giver sig ud for at være juleøl uden egentlig at være det.
Som nu fx. Julehumle fra Hornbeer. Juleøl er mørke, maltede og søde. De er ved den søde julegrød ikke humlede. Alligevel gør Hornbeer en hæderlig indsats på bagetiketten for at retfærdiggøre nærværende bryg som en juleøl. Den er god som variation, når alt det tunge, mørke og søde julemad bliver én for meget. Så kan man tage en frisk, humlet og ikke mindst bitter øl til afveksling.
Jeg indrømmer såmænd, at den har sin berettigelse som supplement til de mange julesmåkager, vi har i overskud, men de klassiske juleelementer mangler fra begyndelsen. Vist dufter brygget vidunderligt i al sin velhumlethed, men ud over stikkende rødgran er der i den klare, brune væske ikke meget jul at hente. Det skulle lige være i skummet, der matcher sneen uden for en større firmajulefrokost nydeligt i løden, men så passer det til gengæld ikke til denne jul, der som bekendt mere har budt på oversvømmelser end snekaos.
Men humlebitterheden er da rar – og i det varme og runde hjørne, frem for det skarpe og stikkende, og med kraften og saften i behold. Ikke desto mindre giver de nærværende grannåle også associationer til tredobbelt salmiakspiritus og baderumsrengøring. Brygget mangler til gengæld i en vis grad fylde, men som etiketten også anfører, gør det brygget friskt, mens bitterheden ikke lider ved, at brygget også kan nydes i større slurke.
Alt i alt fungerer den jo sådan set fint nok til det fylde og fede ved julen, så bagetiketten lyver bestemt ikke. Tværtimod er jeg faktisk imponeret, at en så lang tekst fra et bryggeris marketingafdeling faktisk kan indeholde så meget sandhed. Men mængden af ægte, uforfalsket jul i brygget fortsætter med at være til at overse.
Til gengæld er der tale om en særdeles vellykket Session IPA (ville jeg kalde den). Som sådan er den præcis som den skal være – i modsætning til visse andres, tør jeg nok anføre!